23948sdkhjf

Viceværten svinger kosten på gader og stræder

NCC-chef for vejservice opfordrer kommunerne til at prioritere varme hænder frem for maskinpark
”Mange kommuner vil hellere bruge penge på varme hænder end på maskiner. De siger, at vi er bedre og også billigere til at klare driften. Det har jeg det naturligvis godt med. Flere kommuner burde prioritere de varme hænder frem for maskinparken”.

Ivan Pedersen sektordirektør for Vejservice hos NCC, er enig i tesen om, at alle bør gøre det, de er gode til. Derfor bør kommunerne overlade den daglige dont med vejene til virksomheder, der specialiserer sig i det. NCC er en af dem.

”Vi skal være en værdifuld medspiller for det offentlige. Vi er jo med til at skabe effektivisering og dermed også bedre økonomi for kommuner, der vil udlicitere. Vi skaber værdi for kommunerne. Som vejens vicevært kommer vi med værktøjerne, ledelsen, maskinerne og mandskabet”, forklarer Ivan Pedersen.

Vejservice er et vidt begreb. Hos NCC omfatter det en række forskellige specialer som fejning, ukrudtsbekæmpelse, afvanding af veje, sikkerhed på vejene, samt profilbeton. Og der er løbende gang i alle specialerne.

Spuma til ukrudtet

”Lige foran os ligger ukrudtsbekæmpelse, hvor NCC er ene om at lægge spuma ud på den måde, som vi nu gør. Spuma er det hvide, helt miljøneutrale skum, hvor varmt vand dræber ukrudtet, og skummet forlænger processen. De uønskede planter udtørrer og visner bort, og skummet forsvinder efterfølgende. Vi har syv spuma-anlæg rundt om i Danmark”, fortæller Ivan Pedersen.

På skiltefronten står Vejservice i NCC foran en større opgave med at forsyne det sidste stykke af den snart kommende Silkeborgmotorvejen med skilte.

”Vi vedligeholder alle store og større vejtavler for Vejdirektoratet. Tilsvarende for mange kommuner. Blandt andet har vi en aftale om at tage hånd om alle skilte i Odense Kommune. Blandt vore nyeste opgaver er i øvrigt også en kontrakt med Odense Kommune om renholdelse af hele midtbyen og alle kommunale veje. Så når der fjernes pizzabakker og andet efter en hektisk weekend i Odense, er det NCC-folk, der klarer opgaven”, siger sektordirektøren.

Ny struktur

En ny struktur inden for hele NCC-koncernen er med til at optimere funktionerne og samtidig give mulighed for en vis grad af synergi. Fra nytår blev Vejservice skilt ud som en selvstændig enhed på nordisk plan. Alene i infrastruktur-delen har koncernen en omsætning på mellem otte og 10 mia. kroner.

I Danmark har Vejservice-delen adresser i Aalborg, Esbjerg, Vojens, Odense, Roskilde, Herning samt Trige ved Aarhus, hvor Ivan Pedersen har sin hverdag.

”Markedet for vejserviceopgaver er fornuftigt, og vi byder hele tiden på opgaver. Nogle kommuner ønsker selv at klare en del af opgaverne, men vil gerne have NCC til for eksempel af klare al fejning. Nogle driftskontrakter omfatter, at vi tager os af alle levende hegn, tømning af affaldsspande, snerydning og pasning af boldbaner. Det gør os til storaktør og specialist på mange områder og sikrer, at vi konstant kan være opdateret med nye maskiner og materiel”, forklarer Ivan Pedersen.

Ny kantsten

Forholdsvis nyt på NCC-menuen er insitu-støbning af kantsten. Det er den del, som man har valgt at døbe Profilbeton.

”Der er også andre, der støber kantsten på stedet, men vores metode er anderledes. Vi fræser ikke de gamle kantsten eller asfalt væk, men støber simpelthen den nye kantsten klos op ad den eksisterende. Det er en hurtig og billig metode, hvor vi kan lave mellem 600 og 800 meter kantsten om dagen pr. maskine, og hvor der ikke er behov for retablering. For at sikre afspænding af betonen brydes støbningen for hver tredje eller sjette meter. Og vi kan også støbe i store og andre profiler til for eksempel at skabe øer i skolegårde eller autoværn”, siger Ivan Pedersen.

Tid til skift

Netop nu er et af årets to spændende tidspunkter for vejserviceentreprenørerne. Forår og efterår er gode tidspunkter for kommunerne til at skifte entreprenører, fordi det hverken er sne- eller græssæson. Derfor skal ingen kontrakter skifte fra én entreprenør til en anden midt i en hektisk sæson.

Totalt har NCC og dermed også sektordirektør Ivan Pedersen et mandskab på omkring 130 medarbejdere under Vejservice. Antallet er lidt sæsonafhængigt, og derfor satser Ivan Pedersen på, at der bliver behov for at ansætte flere i den kommende sæson.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.285