DAGENS LEDER: Nye veje til udbud
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Overordnet handler strategien om, at Københavns Kommune vil optimere sin leverandørkæde og samle ensartede projekter i fire- årige rammeaftaler. Dermed kommer der naturligt færre udbud, og det skaber bekymring hos flere byggevirksomheder.
Set fra kommunens side kan der være god ræson i at samle udbuddene i flerårige rammeaftaler. Kommunen sikrer sig betydelige stordriftsfordele og et mere tillidsbaseret samarbejde, hvor den opbyggede viden hos både kommune og entreprenører kan være med til at skabe markante besparelser på de i forvejen hårdt pressede kommunale anlægsbudgetter. Det kan dog så forhåbentlig igen skabe råderum til flere renoveringer og nybyggerier.
Ser man på det fra de mindre og mellem- store bygge- og anlægsvirksomheders side, er der dog basis for bekymringen. Rammeaftalerne henvender sig alt andet lige til de største aktører på markedet, der både har økonomien og pondussen til at påtage sig disse opgaver, og det vil uden tvivl fravriste nogle byggevirksomheder de kommunale opgaver.
Man må dog formode, at mange opgaver heldigvis vil gå til underentreprenører, og det er Københavns Kommunes ansvar at strikke nogle udbud sammen, som sikrer en sund konkurrence på området trods færre udbud.