Dansk arkitektur skal få OL-gæster til at dreje hovedet
Henning Larsen Architects har tegnet en pavillon, der skal opstilles på Ipanema-stranden under OL i Brasilien. Målet er at promovere dansk erhvervsliv
Det bliver forhåbentlig, hvad tusindvis af OL-gæster kommer til at gøre, når de passerer den danske pavillon, som skal markedsføre Danmark under sommerens OL i Rio de Janeiro i Brasilien.
Når OL til sommer afholdes, skal en 300 kvadratmeter stor pavillon på den verdensberømte Ipanema-strand promovere Danmark og sætte fokus på dansk erhvervsliv, kultur, sport og turisme.
Det er turismeorganisationen Visitdenmark, der sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet står i spidsen for projektet, som er udviklet i samarbejde med blandt andet Industriens Fond, Nordea-fonden, Realdania og Grundfos. Formålet er ifølge projektets parter at styrke det internationale kendskab til Danmark og skabe interesse for danske styrkepositioner.
Pavillonen, der er designet af Henning Larsen Architects, er ikke den første af sin slags. Projektet bygger på erfaringer fra OL i London i 2012, hvor Visitdenmark stod bag en lignende dansk platform med over 200.000 besøgende fra hele verden.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), glæder sig over projektet, der kommer til at fungere som et samlingspunkt for de danske atleter, repræsentanter og tilskuere.
”Det er helt unikt og meget ambitiøst, at Danmark – som det eneste land – har fået lov af de brasilianske myndigheder til at skabe en markedsføringsplatform midt på Ipanema-stranden. Den danske pavillon vil fungere som et udstillingsvindue for Danmark, danske virksomheder og danske produkter under hele OL-perioden og dermed understøtte fortællingen om de kompetencer og løsninger, som Danmark er eksponent for”, siger han.
Pavillonen vil være åben for besøgende på Ipanema alle dage fra kl. 11 til 22 i perioden 2. til 21. august. OL i Rio de Janeiro forventes at tiltrække omkring 1 mio. besøgende fra hele verden og 27.000 pressefolk.
Andre støtter til projektet tæller modekoncernen Bestseller, bryggeriselskabet Harboe og grøn energi-partnerskabet State of Green.
Pavillonen
Skal placeres på den ikoniske Ipanema strand i Rio de Janeiro
300 kvadratmeter
Tegnet af Henning Larsen Architects
Pavillonen bygges i aluminium og sejldug og indrettes med dansk design
Pavillonens navn er “Heart of Denmark” og på portugisisk, “Coração da Dinamarca”
Pavillonens udtryk og indhold skal vise og kommunikere ”The Danish Way of Living” på en innovativ og involverende måde
Åben 2. august til 21. august kl. 11 - 22
Kilde: Visitdenmark
Skal placeres på den ikoniske Ipanema strand i Rio de Janeiro
300 kvadratmeter
Tegnet af Henning Larsen Architects
Pavillonen bygges i aluminium og sejldug og indrettes med dansk design
Pavillonens navn er “Heart of Denmark” og på portugisisk, “Coração da Dinamarca”
Pavillonens udtryk og indhold skal vise og kommunikere ”The Danish Way of Living” på en innovativ og involverende måde
Åben 2. august til 21. august kl. 11 - 22
Kilde: Visitdenmark