23948sdkhjf

Og Byggeriets Klimapriser går til…

BILLEDREPORTAGE: Troldtekt A/S, Knauf A/S og iTools I/S vinder årets klimapris, energipris og miljøpris på Byggeri ’16-messen i Fredericia
En samlet jury har udvalgt tre vindere af Byggeriets Klimapriser 2016. På forhånd var 17 virksomheder nominerede til de tre kategorier Klimaprisen, Energiprisen og Miljøprisen, og de tre priser, som blev overrakt kl. 14 på Byggeri ’16’s første messedag af Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S).

”Vi er meget, meget stolte af, at I har valgt at holde jeres arrangement her i Fredericia, også mere stolte af det, end I aner, for det er noget, der bliver set, og klima er noget, vi også gerne vil have på dagsordenen her i byen”, siger Jacob Bjerregaard.

Klimaprisen - Troldtekt A/S

Klimaprisen går til Troldtekt for deres Troldtekt® wave - en skulpturel, tredimensionel lofts- eller vægbeklædning af træbeton.

Forretningsstrategien er baseret på Cradle to Cradle-principperne, der udledes ingen spildevand og produktionsaffald leveres til HedeDanmark.

Begrundelsen for juryens valg er følgende:

”Troldtekt har som Dong Klimapartner siden 2013 baseret sit elforbrug 100 procent på vedvarende energi (vindstrøm). Energien til opvarmning i produktionen er baseret på CO2-neutralt træaffald, herunder eget produktionsaffald”.

”Vi vandt også prisen i 2010, og at vi får den igen, tager vi som et kæmpe skulderklap, Selvom vi er en virksomhed med 160 år på bagen, viser det her, at vi sagtens kan forny os. Det kræver mange ressourcer at investere i bæredygtighed og miljø, og prisen her viser, at det ikke bare er greenwash, når vi siger, at vi har en seriøs miljøprofil. Vi sætter alvor bag ordene”, siger Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt.

Energiprisen - Knauf A/S

Energiprisen går til firmaet Knauf for deres Knauf Comfortboard. En gipsplade med den egenskab, at den kan optage og afgive varme. Gipspladen regulerer dermed temperaturen i et rum på en energineutral og miljøvenlig måde.

Begrundelsen for juryens valg lyder:

”Gipskernen indeholder PCM-perler, der har en kerne af voks. Overstiger temperaturen i rummet 23 celcius optager perlerne varmen, mens de frigiver varmen igen, når temperaturen falder”.

”Det er en stor anerkendelse. Det er et mangeårigt arbejde, som der er blevet lagt mærke til. Vi kan bruge det som en bekræftelse om, at det er den rigtige rejse, vi er begyndt på, og det er en anerkendelse af, at vi med vores materialer kan bygge Danmark i en mere socioøkonomisk retning”, siger Morten Søborg, adm. direktør i Knauf.

Miljøprisen - Itools I/S :

Miljøprisen går til Itools for deres Cleanspace-turbomaske, hvis ergonomiske design uden ledninger og slanger forbedrer komforten for brugerne og giver dem total bevægelsesfrihed. Støv og skadelige stoffer er en stor udfordring for byggeriet. Indånding er den primære eksponeringsvej for giftige og skadelige stoffer på arbejdspladsen.

Begrundelsen for juryens valg lyder:

”Det innovative design samt den åndedrætsaktiverede, lydsvage motor giver håndværkerne en komfortabel beskyttelse mod støv, gasser og dampe”.

”Det er en anerkendelse af vores produkt, og det viser, at vi rammer rigtigt i forhold til arbejdsmiljø. Det er vi er stolte af. Vi kan bruge det til at skabe endnu mere omtale af, at det ergonomiske og arbejdsmæssige betyder noget i branchen, og som ultimativt kan være med til at redde menneskeliv”, siger Ulrik Bruhn, CEO i Itools.

De nominerede til Byggeriets Klimapriser

Byggeriets Klimapris
IBF Betonvarer,
DLH Danmark A/S,
Komproment ApS,
Betongruppen RBR A/S
SurfaProducts Denmark ApS

Byggeriets Energipris
3M A/S,
Eric Storm A/S,
Sundolitt, Vahle A/S,
Wood Step A/S

Byggeriets Miljøpris
Construx Danmark ApS,
Icopal Danmark a/s,
Kastrup A/S,
Knauf A/S,
Saint-Gobain Gyproc A/S, Saint-Gobain Isover A/S,
Schlüter-Systems KG,
Dewalt,
DLH Danmark A/S,
Jeld-Wen A/S,
Troldtekt A/S

Artiklen er en del af temaet Byggeri '16.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109