23948sdkhjf

Kendte tegnestuer planlægger til alle aldre

Fremtidens Sølund ved søerne i København bliver hjem for flere generationer
Arkitektvirksomhederne C.F. Møller og Tredje Natur har vundet Fremtidens Sølund, et banebrydende ”generationsprojekt” til en anlægssum på ikke mindre end 1,1 mia. kroner.

Sammen med Bascon, Transsolar og Smith Innovation skal tegnestuerne projektere og realisere et af danmarkshistoriens største og mest visionære boligprojekter.

Det mest visionære

Sølund byder på fremtidens rammer for børn, unge, seniorer og ældre midt i København.

”Byggeriet af Fremtidens Sølund er noget af det mest visionære, der sker i København lige nu”, sagde bygherre, KAB’s byggedirektør, Rolf Andersson, da den internationale projektkonkurrence på Fremtidens Sølund blev udskrevet i 2015.

En helt ny tilgang

Fremtidens Sølund byder på en ifølge arkitekterne enestående blanding af 360 plejeboliger, 150 ungdomsboliger inklusiv 20 boliger for unge med autismespektrumsforstyrrelse, 20 seniorboliger, en daginstitution, tre mikrobutikker samt både offentlig og privat parkering.

”Netop denne sammenkobling er en ny måde at tænke byudvikling i Danmark. Fremtidens Sølund bliver et ambitiøst foregangseksempel for fremtidens byintegrerede plejecentre. Først og fremmest er blandingen af boligtyper og beboere samt besøgende unik. Men samtidig bliver det et centralt forankringspunkt for udviklingen af hele Nørrebro,” mener partner i C.F. Møller, Mads Mandrup Hansen, som sammen med sin kollega, Lone Wiggers, har udviklet det vindende forslag.

”Med Fremtidens Sølund skaber vi rammer for, at ældre med plejebehov kommer til at leve i samspil med andre generationer. Vi vil sikre trivsel, velvære, tryghed og funktionalitet. Derudover vil Sølund tilføre området liv og stemning med sine mange beboere, sit personale og mange gæster,” siger Mads Mandrup Hansen.

Nye standarder

Både hos bygherren fra Samvirkende Boligselskaber v/KAB og lejerne fra Københavns Kommune og SAB er der stor glæde:

”Vi vil sætte nye standarder for plejeboliger, ungdomsboliger, børneinstitutioner, ungdomsboliger og seniorbofællesskaber. Men vi vil mere end det. Vi vil indfri vores ambition om at skabe byggerier, der kan fungere som rammer for generationsfællesskaber i byen,” siger Vibeke Gravlund, som er projektleder i KAB.

Til fire generationer

Vinderholdets ansvarlige ingeniør, Anders Roslyng-Jensen, siger:

”Det hele skal gå op i en højere enhed: funktionalitet, teknik, logistik, konstruktioner og indeklima skal koordineres og integreres med velfærdsteknologiske løsninger, så det passer hver enkelt aldersgruppe. Vi skal skabe ordentlige og trygge rammer for hverdagen hos fire generationer”, siger Anders Roslyng-Jensen, der er projektchef i Bascon.

En kærlighedserklæring

”Teamets forslag er en kæmpe kærlighedserklæring til Nørrebros brokvarter og folkelighed. Her vil alle aldre kunne inddrages i husets livsformer, og dét er i sig selv en både generøs og meningsfyldt vision at arbejde med,” siger de ansvarlige partnere i Tredje Natur, Flemming Rafn Thomsen og Ole Schrøder, i en pressemeddelelse.

Sølund til 1,1 mia. kroner
Fremtidens Sølund er vundet af arkitektvirksomhederne C.F. Møller og Tredje Natur, der sammen med Bascon, Transsolar og Smith Innovation skal projektere 37.895 etagekvadratmeter byggeri. Det har en samlet anlægspris på omkring 1,1 mia. kroner. Byggeriet kommer til at ligge direkte ned til Sortedams Sø i København og får adresse på Ryesgade 20.
Vinderteamet var i konkurrencen oppe imod totalrådgiver Henning Larsen Architects med underrådgivere Entasis, Schul Landskabsarkitekter og Søren Jensen, totalrådgiver Arkitema med underrådgiver Alectia samt totalrådgiver schmidt hammer lassen architects med underrådgivere Mangor & Nagel, Kristine Jensens Tegnestue, Balslev og Lyngkilde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109