Hyundai er landsdækkende og udvider modelprogrammet
Daugbjerg ApS ved Peter Daugbjerg er ganske godt tilfreds med udviklingen af markedet og ikke mindst med den nu landsdækkende service- og salgs- organisation for Hyundai-entreprenørmaskinerne
Organisation på plads
Hyundai er gode maskiner og kan sagtens måle sig med andre gængse mærker i markedet. Men det kræver sin mand at få en salgsorganisation op at stå og ikke mindst at stille med de nødvendige servicefaciliteter, så maskinerne kan holdes kørende.
”Selvom vi i starten ikke havde så mange maskiner kørende, så skulle faciliteterne og reservedelene jo være der alligevel” fortæller Peter Daugbjerg, der nu kan kalde sig landsdækkende, senest med en indgået aftale med PH Maskinsalg i Fredensborg, der sammen med seks andre salgs- og servicepartnere rundt om i landet henholdsvis sælger og/eller servicerer maskinerne.
Og nu øges produktpaletten med ankomsten af to nye modeller, nemlig en læssemaskine og en gravemaskine.
Den nye HL960 har en egenvægt på 18.800 kilo og i hjertet af den sidder en tier IV Cummins QSB.7-motor med 225 HK (168kW), en høj ydeevne som gør den nye læssemaskine op til 10 procent mere brændstofeffektiv under læsning, og i stand til at opnå op til 5 procent højere produktivitet sammenlignet med forgængeren, 9A-serien.
Desuden kommer firmaet med en ny gravemaskine, HX260 L. Den nye kraftfulde maskine er rangeret ved siden af storebroderen, den 30 tons store HX300L. Den nye serie af HX-gravemaskiner byder på en stor forbedring i både design og brugervenlighed i forhold til den tidligere 9A-serie af gravemaskiner. Maskinerne er mere energibesparende og kan udstyres med det sidste nye 360-graders kamerasystem.
Større kunder
”Vi glæder os rigtigt meget til at præsentere de nye maskiner, og der er allerede interesse for dem. Vi har en række kunder – også blandt de større entreprenørfirmaer – der har fået øjnene op for Hyundai-mærket og maskinerne,” fortæller Peter Daugbjerg.
Hyundai HX260 L er udstyret med den nyeste 142 kW Cummins QSB6.7-motor, som opfylder de seneste emissionskrav, tier IV med reduktion af partikler og NOX-udstødningsgasser. Sammenlignet med Hyundai 9A-serien kan Hyundai HX260 L ifølge importøren prale med en reduktion på 90 procent af NOX. Det resulterer i et mindre brændstofforbrug på op til 14 procent, afhængig af anvendelsen sammenlignet med Hyundais 9A-serie.
Maskiner er i drift
Blandt entreprenørfirmaerne, som allerede har flere af maskinerne i drift, er sønderjyske Henning Have, der har ni af slagsen, og Feldborg Entreprenør, der også har otte-ni maskiner.
”Det er dejligt at nå dertil, hvor vi bliver spurgt, når der skal nye maskiner til. Men jeg må også erkende, at det tager tid at nå dertil,” siger en ærlig Peter Daugbjerg.