Grønland bygger igen
Nuuks befolkning vokser og det skaber behov for mere byggeri og restaurering. Arkitektvirksomheden Noah Boe-Whitehorn Arkitekter er allerede i gang
Arkitekterne er blandt andet kendt for renoveringen af Frederik den 8.’s palæ på Amalienborg, hvor kronprinseparret nu bor.
Med det arktiske job håber tegnestuen på mere arbejde i Grønland fremover, fordi der denne sommer ventes flere turister end tidligere.
Noah Boe-Whitehorn og direktøren for ingeniørfirmaet Orbicon Grønland, Michael Mørch, har netop givet hinanden håndslag på at samarbejde for hvad de kalder en smukkere og mere lokal tilgang til den arktiske arkitektur.
Unikke kvaliteter
Og det med det lokale er ikke tomme ord, skriver sermitsiaq.ag.
I hvert fald har arkitekterne senest undersøgt indhentning af gammelt tømmer fra Qullissat til at bruge på genopbygningen af de smukke KGH-huse i Ilimanaq, som i sommeren 2017 skal åbne igen nu som formidlingscenter, restaurant og butik.
”For mig er arkitektur meget lokal. Uanset om det er landskabet, historiske omgivelser eller særlige betydninger på stedet, så er det helt unikke kvaliteter, som det er lettere at komme til at ødelægge, end at bevare”, siger Noah Boe-Whitehorn.
Respekt for kulturen
Michael Mørch fra Orbicon Grønland tror på evnerne i arkitekthuset.
”Jeg tror, Baumann Boe-Whitehorn Arkitekters store fokus på restaurering betyder, at vi kan bygge både nyt og lave renoveringer med en respekt for kultur og det bestående, som vi måske savner i Grønland. Det sker for ofte, at der bliver lavet nogle ok byggerier, men de passer ikke ind i billedet. Sammen kan vi skabe projekter, der er smukkere, til en fornuftig pris og med de rigtige materialer”, siger direktøren til sermitsiaq.ag.
De to firmaer fæstner sig udover turistvæksten også ved Nuuks befolkningsvækst, som vil skabe behov for mere byggeri.
Første skal de to virksomheder dog samarbejde om at bygge to daginstitutioner, i Ilulissat og Aasiaat.