DAGENS LEDER: Skidt EU-forslag om datterselskaber
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Men der er også en grænse for, hvor let det skal være. Det såkaldte SUB-direktiv falder således ikke i god jord hos byggeriets arbejdsgivere og -tagere. Det er tale om et EU-direktivforslag, som gør det muligt for enkeltmandsvirksomheder at oprette datterselskaber i andre EU-lande. Følges direktivet, skal man via internettet og formedelst en enkelt euro kunne oprette et datterselskab i andre EU-lande.
Byggeindustriens europæiske sammenslutning FIEC, som Dansk Byggeri er medlem af, afviser direktivforslaget og mener, at det åbner for både social dumping, skattesnyd og hvidvaskning af penge. FIEC bakkes op af den europæiske arbejdstagerorganisation EFBWW.
Direktivforslaget virker da også ret uigennemtænkt. Alene det faktum at kapitalkravet til oprettelse af et selskab blot er en enkelt euro er i den grad at gøre grin med virksomheder, som opfylder de gængse krav til stiftelse og drift af virksomheder.
Uanset at forslaget er fostret for at skabe øget vækst på tværs af landegrænser, så kan det undre, at direktivforslaget ikke for længst er arkiveret i skuffen med andre fantasifulde, men ubrugelige forslag.
Men skuffen er formentlig allerede fuld!