Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Nyborg, Viborg, Ørum og Hjallerup
NYBORG
Seniorbofællesskab på Nyborg Havn
Nyborg Byråd har besluttet at afsætte otte mio. kroner til grundkapitalen til et seniorbofællesskab på DSB arealerne på Nyborg Havn, og forleden besluttede byrådet sammen med foreningen Seniorfællesskab på Nyborg Havn, hvilken boligforening, der skal realisere projektet.
Der indkom projektforslag fra AB Holmegaarden, Civica, Domea, Lejerbo og AB Sprotoften, og valget faldt på AB Holmegaarden og forslaget herfra. AB Holmegaarden anvender bygherrerådgiver Kuben Management og arkitektfirmaet Skala Arkitekter som samarbejdspartnere.
Den samlede anskaffelsessum udgør 80 mio. kroner.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Tre punkthuse i stedet for fire
Økonomi- og Erhvervsudvalget i Viborg Kommune besluttede på sit seneste møde, at lokalplanforslag nummer 440 for et areal på Øster Teglgårdsvej i Viborg ændres i overensstemmelse med et nyt projektforslag for byggeri på stedet.
Oprindeligt var der planer om at bygge fire punkthuse i op til fire etager, mens det nye omfatter opførelse af tre punkthuse i fire etager og bevaring/genopførelse af en eksisterende ladebygning.
Det ændrede lokalplanforslag skal i høring i fire uger.
ØRUM
Nyt boligområde ved Veldsvej i Ørum
Viborg Kommune har udarbejdet forslag til lokalplan for et boligområde ved Veldsvej i Ørum.
Området opdeles i 3 delområder, hvor delområde I udlægges til åben-lav bebyggelse, hvor der højst kan opføres 11 boliger i maksimalt to etager. Delområde II udlægges til tæt-lav boligbebyggelse i maksimalt to etager, og delområde III udlægges til fælles grønt friareal.
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede på sit seneste møde at vedtage forslaget med henblik på otte ugers offentlig høring.
REGION NORDJYLLAND
HJALLERUP
Lokalplanlægger for tæt-lave boliger i Søndergade
Brønderslev Kommune har modtaget en ansøgning om opførelse af 10 tæt-lave boliger på ejendommene Søndergade 46-48 i Hjallerup. Søndergade 46-48 er i dag bebygget med to ældre enfamiliehuse.
Kommunen vurderer, at det er nødvendigt at udarbejde lokalplan for området, hvis byggeplanerne skal gennemføres.
Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune skal på sit møde i dag beslutte, om der skal igangsættes lokalplanlægning.