Nordjysk entreprenørvirksomhed opnår særlig træ-certificering
Lund & Staun A/S kan nu aflevere byggeopgaver med dokumentation for, at det brugte træ er bæredygtigt
Det sker gennem den globale certificerings- og mærkningsordning, FSC, der i dag sidder på mange byggematerialer: fra lægter og terrassebrædder til isolering og loftsplader,
Med den nye certificering kan Lund & Staun nu levere byggeopgaver med sikkerhed for, at der er anvendt bæredygtigt træ.
”Vi ser FSC-certificeringen som en oplagt mulighed for at være på forkant. Bæredygtighed vinder stadig mere ind i byggebranchen, og vi er sikre på, at certificeringen åbner mange nye muligheder for os. Samtidigt føles det godt at være med til at tage hånd om et af byggeriets vigtigste råmaterialer – man glemmer let, at træet har en lang historie, før det når frem til os, og FSC-mærket fortæller jo netop denne historie”, siger salgsdirektør og medejer Henrik Staun i en presssemeddelelse.
Henrik Staun ser desuden frem til det samarbejde, som certificeringen åbner for.
”Nu glæder vi os til at gennemføre de første projekter og få fingrene i det. Vi håber naturligvis, at vi bliver inspireret af både rådgivere og leverandører til at finde de FSC-produkter, der skal bruges i et komplekst byggeri. Samtidigt håber vi, at bygherrerne – ikke mindst de private forbrugere – vil udfordre os positivt og bede om certificerede byggerier”, siger Henrik Staun.
Organisationen FSC Danmark, der står for certificeringen i Danmark, er glade for at have fået den første certificerede entreprenør, da man længe har manglet et firma at henvise til.
”Vi har i to og et halv år arbejdet intensivt på at rykke den danske byggebranche i en bæredygtig retning og har stor succes med at få både private og offentlige bygherrer til at kræve dokumenterbart bæredygtige bygninger. Men vi har manglet en totalleverandør at henvise til, når en kommune eller forbruger ringer og spørger. Det har vi nu, og vi håber, at Lund og Staun med deres certificering starter en ny bølge i branchen”, siger sekretariatsleder Loa Dalgaard Worm fra FSC Danmark.
FSC-mærket fortæller, at træet stammer fra bæredygtig skovdrift, og at alle led i kæden fra skov til producent håndterer træet korrekt.
FSC bakkes op af blandt andre Verdensnaturfonden WWF og Greenpeace.