Messecenter går ind i en ny tid
Nu sættes der gang i arbejdet med at forny MCH Messecenter Herning. Første udbud er på vej til arkitekter og entreprenører
Nu er planerne for Fremtidens MCH så langt, at det konkrete arbejde kan begynde.
Første etape af projektet, den såkaldte River of Time og en forskønnelse af selve messecenter-området, sættes nu i gang.
River of Time er en overdækket ”forbindelsesvej”, som skal skabe sammenhæng mellem messehallerne og multiarenaen Jyske Bank Boxen. Sideløbende med etableringen af River of Time vil området omkring Vardevej i Hernings sydlige del blive gjort mere visuelt attraktivt og indbydende.
Arbejdet med at udarbejde konkrete skitser går i gang i foråret, hvor opgaven sendes i udbud hos arkitekter og entreprenører.
Færdig i 2018
Første del af River of Time ventes at være færdiggjort i starten af 2018, så det står klar til afviklingen af VM i Ishockey i maj samme år, hvor Jyske Bank Boxen sammen med den nye Royal Arena i København er vært.
Etapen er den del af det samlede projekt Fremtidens MCH, som Realdania har øremærket sin bevilling til. Byrådet har frigivet 50 mio. kroner af de bevilgede 150 mio. kommunale kroner til arbejdet med første etape.
”Det er en vigtig milepæl i arbejdet med at realisere det samlede projekt Fremtidens MCH. Messecentret har været en stærk motor for Hernings udvikling, og med igangsætningen af arbejdet med River of Time og forskønnelsen af området åbner der sig helt nye muligheder for MCH. I forvejen har messecenterområdet jo udviklet sig eksplosivt de senere år med opførelsen af både fodboldstadion og Jyske Bank Boxen. Så det er i naturlig forlængelse af det, at vi nu tager dette initiativ”, siger Herning Kommunes borgmester, Lars Krarup (V), i en pressemeddelelse.
Dynamisk kraftcenter
Hos Realdania ser man frem til den kommende konkurrence.
”MCH Messecenter Herning er i forvejen et dynamisk kraftcenter i regionen, og vi er glade for at kunne bidrage til det infrastrukturelle løft i og omkring messeområdet, så det understøtter et moderne, dynamisk oplevelsessted med både de nuværende og kommende aktiviteter. Det handler blandt andet om at skabe en større helhedstænkning, som også vil understøtte MCH’s sammenhæng med de umiddelbare omgivelser samt forbindelsen til Herning By”, siger Anne Skovbro, der er filantropidirektør i Realdania.
Parallelt med realiseringen af første etape arbejdes der videre med det samlede projekt, herunder oplevelsesattraktionen Timeworld, som er den naturlige etape-forlængelse af River of Time-projektet.
brahe