Brancheforening og medlemmer har gavn af mere synlighed
En række områder – herunder kloakering – får mere synlighed i DM&E, der netop har haft årsmøde
”Det er og har været et stort fokusområde hos os, fordi vi har en lang række medlemsvirksomheder, som arbejder blandt andet med kloakering og dræn med videre. Derfor er det naturligvis også et fokusområde for foreningen, hvor vi arbejder kraftigt på, at entreprenørerne på lige fod med maskinstationerne kan finde et fagligt fællesskab”, siger adm. direktør Bent Juul Jørgensen under en lille snak under optakten til mødet.
Det er et faktum, at den største omsætning i foreningens regi ligger i entreprenørdelen, og her er der rigtig mange af medlemmerne, der udfører kloakarbejder.
Kurser, viden og værktøjer
For at understøtte medlemsvirksomhederne har foreningen udviklet forskellige værktøjer, blandt andet IT-værktøjer, der kan lette papirarbejdet i hverdagen. For eksempel et tegnemodul, der gør det væsentligt nemmere at tegne et kloakarbejde.
”Vores opgave er jo at styrke og underbygge de faglige retninger, der er repræsenteret i foreningen. Det er også derfor, at vi har lavet et nedbrydermodul, der giver en grundlæggende nedriveruddannelse for de virksomheder, der beskæftiger sig med det område. Ikke mindst har vi også kloakmesteruddannelsen, som er et vigtigt felt, fordi den giver kvalitet i undergrunden. Den kvalitet er vi nødt til at være overbevist om, fordi vi jo ikke kan se det arbejde, der er udført under jorden, siger Bent Juul Jørgensen.
Styr på kvaliteten
I det hele taget er kvalitetssikring og -styring noget, som Bent Juul Jørgensen går meget op i.
”Det handler om viden og uddannelse, og jo mere, vi kan tilbyde vore medlemmer på den front, jo bedre arbejde vil der også blive udført derude”, siger han.
Han erkender også, at synligheden forpligter.
”Det er selvforstærkende, men den udfordring er vi helt klar til, for så får vi nemlig sat de nødvendige mål for vort arbejde, og det er kun en fordel, når medlemmerne og omverdenen presser os til at blive bedre”, siger han.