23948sdkhjf

Aarsleff indfører ny selskabsstruktur

Per Aarsleff A/S danner et holdingselskab, der skal sikre en bedre styring og udvikling af Aarsleff-koncernen
Danmarks største entreprenørkoncern, Per Aarsleff A/S, gennemfører nu en større ændring i sin selskabsstruktur for at sikre en bedre styring og udvikling af koncernen.

Aarsleff vil etablere en holdingstruktur i koncernen, hvor det nuværende Per Aarsleff A/S navneændres til Per Aarsleff Holding A/S, og der samtidig stiftes et nyt dansk selskab med navnet Per Aarsleff A/S.

Det oplyser Per Aarsleff A/S i en fondsbørsmeddelelse torsdag eftermiddag.

Det nye Per Aarsleff A/S vil få tilført de aktiviteter, som i øjeblikket udføres i moderselskabet Per Aarsleff A/S, og de nuværende datterselskaber - herunder det netop erhvervede entreprenørfirma Hansson & Knudsen A/S, kabelentreprenøren Petri & Haugsted A/S og teknikentreprenøren Wicotec Kirkebjerg A/S - forbliver i det nye Per Aarsleff Holding A/S.

”Holdingstrukturen skal udgøre en hensigtsmæssig ramme for styring og udvikling af koncernens porteføjle af aktiviteter og selskaber i overensstemmelse med Aarsleff-koncernens fælles koncernstrategi. Der etableres dermed en selskabsstruktur, der reflekterer ønsket om at styre et større antal forretningsenheder samtidig med, at vi fortsætter med at udnytte synergier på tværs i koncernen gennem one company-strategien. Desuden tillader strukturen i større omfang at styre de forretningsmæssige risici”, skriver Aarsleff i fondsbørsmeddelelsen.

Direktion fortsætter

Bestyrelse og direktion i Per Aarsleff A/S med henholdsvis formand Andreas Lundby i spidsen og adm. direktør Ebbe Malte Iversen samt direktør Lars Carlsen vil være identisk med direktionen i Per Aarsleff Holding A/S, der også vil være det selskab, som er noteret på fondsbørsen i København.

Etableringen af holdingstrukturen skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af marts.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235