23948sdkhjf

Fynsk byggefirma har tredoblet på tre år

En professionel bestyrelse har løftet Poul Rasmussen A/S til et markant højere niveau og har udstukket en klar retning
Det hører til sjældenhederne, at ejerledere i mindre virksomheder finder det værd at investere ressourcer i en professionel bestyrelse. Men byggefirmaet Poul Rasmussen A/S fra Otterup på Fyn er et godt eksempel på, at det betaler sig.

For fem år siden trådte grundlægger Poul Rasmussen og sønnen Jimmy Rasmussen ud af bestyrelsen og overlod pladserne til to fynske erhvervsfolk, skriver Building Supply.

Det blev startskuddet til en markant udvikling i den familieejede byggevirksomhed, som i løbet af de sidste tre år har tredoblet omsætningen og øget bemandingen fra godt 20 til 50.

”Med en professionel bestyrelse har vi fået udstukket en retning og sat det rigtige hold. Vi valgte fra starten ikke at hente byggefolk ind, for vi havde ikke brug for nogen til at fortælle os, hvordan vi skulle bygge. Vi havde brug for nogen, der vidste noget om strategi, forretningsudvikling og markedsføring”, fortæller Jimmy Rasmussen, som i dag ejer og driver virksomheden sammen med sin bror, Martin Rasmussen.

Skar forretningen til

Strategikonsulent Michael Nørregaard Wilkens har siddet for bordenden som bestyrelsesformand siden 2010.

”I familieejede virksomheder er der ofte følelser indblandet, og man tænker måske mere med hjertet end med hjernen. Som bestyrelse har vi haft til opgave at skære forretningen til og finde frem til, hvad Poul Rasmussen A/S skal bygge sin forretning på”, fortæller han til Building Supply.

Vinduesproduktion var et af de forretningsområder, der blev ofret i processen, og Poul Rasmussen A/S har nu rettet sit fokus mod to områder: Renoveringsopgaver for privatkunder og halbyggeri til industri, erhverv og landbrug.

Is i maven

”Vores bestyrelse er drevet af et fokus på, hvordan man kan skærpe virksomheden, gøre den større og bedre. En typisk fejl, som mange ejerledere begår, er, at de tager den lokale advokat eller revisor ind i bestyrelsen. Det får de sjældent ret meget ud af. Skal din virksomhed ud på en rejse, er det en fordel at have nogen med, der har prøvet rejsen tidligere”, siger Michael Nørregaard Wilkens, der har hjulpet virksomheder med strategisk planlægning de sidste 15 år.

Det er et spørgsmål om at have is i maven, for vækst koster penge.

Hos Poul Rasmussen A/S var det først i regnskabsåret 2014/15, at det strategiske arbejde kunne aflæses på bundlinjen med et resultat før skat på over to millioner kroner. Det skal helst blive til endnu mere, lyder det fra bestyrelsesformanden, som dog ikke ønsker at sætte tal på ambitionerne.

”Virksomheden skal fortsat udvikle sig og blive større. Vi planlægger efter vækst. Men vi skal også sørge for, at det bliver ved med at være sjovt for Martin og Jimmy at drive virksomhed. Jeg oplever ofte ejerledere, der ender med at sidde i et job, som de faktisk ikke bryder sig om”, siger Michael Nørregaard Wilkens.

Ifølge Center for Ejerledede Virksomheder er næsten fire ud af fem danske virksomheder ledet af ejeren selv, og blot ét ud af ti anpartsselskaber har etableret en bestyrelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094