KPC bygger boliger og butikker i Esbjerg
Projektudviklingsselskabet river bygning ned for at give plads til projekt med 84 boliger og 3.000 kvm detailhandel
Projektet består af 84 boliger og 3.000 kvm butiksareal og skal opføres af projektudviklingsselskabet KPC på en meget central placering, tæt på banegården og få skridt fra shoppingcentret Broen.
”Det nye shoppingcenter hjælper jo med til at føde et stort projekt som det her. Vi har afventet en afklaring for Broen, og vi har haft rigeligt med andre projekter i koncernen, men nu er tiden rigtig. Vi regner med, at Broen også vil gøre vores butikslejemål i Karéen endnu mere attraktive, så det hele hænger sammen”, siger direktør Sisse Droob fra KD Selskaberne.
Mindre erhvervsareal
I forhold til det oprindelige projekt er der nu flere lejligheder og mindre erhvervsareal, mens arkitekturen i med brudte taglinjer og mellemrum mellem bygningerne er bibeholdt.
Arkitektfirmaet Rudolf Lolk har slået stregerne til det endelige projekt i samarbejde med Jesper Thyge Brøgger Arkitektur & Design.
Størstedelen af Karéens 84 lejligheder bliver 100-160 kvm, mens enkelte bliver større med taghave og altan til hver side. I stueplan bliver der i alt 3.000 kvm detailhandel, fordelt på fem-seks butikker.
”I første omgang har vi fokuseret på at få kontrakten med KPC på plads. Næste skridt bliver arbejdet med at markedsføre lejlighederne, der får en god blanding af størrelser og prisniveauer”, fortæller Sisse Droob.
Tilbage til rødderne
Lejlighederne forventes klar til indflytning inden julen 2017, og når byggeriet står færdigt, rykker bygherren selv sit hovedkvarter tilbage til det sted, der er KD Selskabernes historiske udgangspunkt.
”Min farfar drev købmandsforretning hernede på hjørnet, min farmor boede i den lejlighed, hvor vi nu har kontorer, og min far Keld Droob byggede sit første supermarked her. Så også af den grund har vi taget os tiden til at lave det helt rigtige projekt. Det skal være i høj kvalitet med nogle spændende boliger, som både vi og hele byen kan være stolte af”, siger Sisse Droob.
Den 1. marts starter klargøring til nedrivning af den nuværende bygning på hjørnet af Kongensgade og Englandsgade, som fjernes i løbet af foråret.
Straks efter går byggeriet i gang, så de første elementer efter planen skyder op i løbet af sommeren. Allerede i denne måned rykker KD Selskaberne sine kontorer ned på havnen, hvor man har lejet lokaler hos shippingfirmaet Niels Winther & Co. på Nordre Dokkaj.