Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Vallensbæk, Rødovre, Auning, Holstebro og Aarhus
RØDOVRE
Renovering af legepladser på skoler og daginstitutioner
Rødovre Kommune har på driftsbudgettet i 2016 afsat en pulje på 10.850.000 kroner til renovering af legepladser på skolerne og en pulje på 9.550.000 kroner til renovering af legepladser på daginstitutioner.
Teknisk Forvaltning og Børne- og Kulturforvaltningen har i samarbejde udarbejdet forslag til anvendelse af puljerne, og disse forslag samt tidsplan for gennemførelse af renoveringsopgaverne er blevet godkendt af Børne- og Skoleudvalget, der har beslutningskompetencen i sagen.
For de skoler og institutioner, hvor en renovering på grund af beløbets størrelse og opgavens omfang skal udbydes i begrænset licitation, vil der blive tilknyttet eksterne rådgivere.
Størstedelen af arbejderne tænkes udført i løbet af 2016.
RØDOVRE
Helhedsplan for Fortvej
Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune har godkendt et skitseprojekt for Fortvej, som er udset til at lægge jord til diverse forbedringer, herunder klimatilpasning. Skitseprojektet er godkendt som grundlag for detailprojektering og udarbejdelse af udbudsmateriale.
Der er frigivet et rådighedsbeløb på 300.000 kroner til detailprojekteringen.
VALLENSBÆK
Vallensbæk kommune har vedtaget ny plejeplan for Vallensbæk og Ishøj Strandenge
Der bliver bedre adgang Vallensbæk og Ishøj Strandenge.
Vallensbæk Kommunalbestyrelse har vedtaget en ny plejeplan for strandengene. Plejeplanen vedrører det store strandengsareal, der ligger på hver side af Store Vejleå øst for Gammel Køgelandevej i Ishøj og Vallensbæk kommuner. Strandngene er en del af et stort fredet område på i alt 49 hektar. I plejeplanen beskrives de aktuelle naturforhold, og der oplistes en række naturforbedrende tiltag og forslag til udvidet formidling og adgang til området.
Planen for Vallensbæk og Ishøj Strandenge indebærer, at der bliver slået en ny gangsti i området. Det vil ske, så snart jordbunden er tør nok til, at maskiner kan køre i området, skriver Vallensbæk Kommune på sin hjemmeside.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Analyse vedrørende en eventuel etablering af en ny lufthavn ved Thomasminde
Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen blandt andet beslutte, om der skal bevilges en halv mio. kroner til en supplerende analyse vedrørende eventuel ny lufthavn ved Thomasminde.
En forudsætning for at opnå en principiel stillingtagen fra Transport- og Bygningsministeren til etableringen af en ny lufthavn ved Thomasminde er, at der udarbejdes en supplerende analyse til Grontmijs analyse af en eventuel ny Aarhus Lufthavn.
AUNING
Områdefornyelsen i Auning skal i gang
Norddjurs Kommunalbestyrelse skal på sit næste møde - som er på torsdag - vedtage en revideret tidsplan for udbudsprocessen i forbindelse med den kommende områdefornyelse i Auning. Områdefornyelsen i Auning og trafikknudepunkt Auning skal udbydes samlet og projekteres samlet.
Ifølge forvaltningens reviderede forslag til tidsplan for udbuds- og projekteringsproces vælges der i begyndelsen af februar tre totalrådgivere, der efter prækvalifikation skal give et bud på opgaven. Projekteringen gennemføres derefter fra april til december, hvorefter anlægsarbejderne kan komme i gang næste år.
HOLSTEBRO
Etablering af ny vej
Thoustrup Landbrug I/S har fremsendt forslag til forbedringer på Gammelbyvej til Holstebro Kommune i forbindelse med motorvejsbyggeriet. Virksomheden, der bor på Gammelbyvej 5, har en stor produktion af især kartofler, der opbevares/håndteres på ejendommen.
I forbindelse med Holstebromotorvejen, bliver den nuværende primære adgangsvej Gammelbyvej afbrudt ved Viborgvej, og lodsejerne er bekymrede for deres fremtidige vejadgang. Asfalten på Gammelbyvej er meget sporkørt og har en begrænset restlevetid. Vejdirektoratet har udført vejudvidelsen af udkørslen fra Gammelbyvej til Hajslundvej. Udgravningen viste, at rabatten kun består af muld, hvorfor den med fordel kan forstærkes.
To forskellige løsningsforslag har været på på tale, og af disse indstilles det dyreste forslag nu til vedtagelse i Holstebro Byråd. Det er et projekt til 655.000 kroner, der omfatter etablering af en ny vej fra Hajslundvej frem til Gammelbyvej 5. Indstillingen er betinget af, at hele Gammelbyvej nedklassificeres til privat fællesvej ved frivillig aftale, og at vejen overtages i den nuværende tilstand.
Holstebro Byråd har sagen til behandling på torsdag.