23948sdkhjf

Rådgivere tror også på vækst i 2016

Men ser med stor bekymring på den grænsekontrol, der blev indført ved årsskiftet. FRI frygter, at det vil betyde mindre fleksibilitet for rådgiverne
Rådgiverbranchen vil i 2016 vokse med 3-4 procent.

Sådan lyder vurderingen fra adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Henrik Garver, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har bedt kigge i krystalkuglen for det kommende år.

Rådgiverbranchen er generelt blevet mere international, og derfor vil de internationale vækstrater komme rådgivervirksomhederne til gode, forklarer Henrik Garver.

”Ser man isoleret på Danmark forventer vi en vækst i branchen på 2-3 procent, men fordi rådgiverne er blevet mere international bliver væksten højere, da markedet i udlandet vokser mere end markedet herhjemme”, siger han.

Bekymring over grænsekontrol

En af årsagerne til vækstforventningerne er, at der er ved at komme mere gang i de private investorer og det giver flere opgaver til rådgiverne.

”Til gengæld vil de offentlige investeringer falde og det marked er lige nu præget af stop-and-go og har været det siden sidste halvdel af 2015, hvor en række projekter blev udskudt. Det giver problemer med den pipeline, som virksomhederne arbejder ud fra”, siger han.

I det kommende år vil FRI følge nøje, hvad grænsekontrollen, der fra årsskiftet blev indført ved grænsen til Sverige kommer til at få af konsekvenser for rådgiverne.

”Grænsekontrollen kan få konsekvenser for den fleksibilitet, vi har haft i Norden. Om det vil have en mærkbar effekt på virksomhederne, er svært at vide, men det håber og tror vi ikke. Danske rådgivere er store i Sverige og for dem kan det få konsekvenser, hvis det fortsat skal være besværligt, at tage frem og tilbage. Samtidig kan det koste på konkurrenceevnen og være de minimaler, der gør, at en virksomhed ikke får opgaven”, siger Henrik Garver.

Læs også: " Sverige og Norge vinder Nordens vækstræs i byggeriet ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.256