23948sdkhjf

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om nye anlægsprojekter i Måløv, Furesø, Bagsværd, Maribo, Ørbæk og Hinnerup
REGION HOVEDSTADEN

MÅLØV

Byggemodningen i Søndergårdskvarteret i Måløv skal færdiggøres

Der søges nu om frigivelse af en anlægsbevilling til færdiggørelse af byggemodning af veje, grønne områder med mere i Søndergårdskvarteret i Måløv.

Byggemodningen af Søndergårdskvarteret skal færdiggøres indenfor de næste tre år i takt med, at de sidste byggerier afsluttes. På Søholmen er byggeaktiviteterne nu ved at være afsluttet og alle beboere flyttet ind. Derfor færdiggøres vejanlægget med fortov, kantsten, asfaltslidlag samt rabatter og allétræer nu. Anlægget har været udbudt i december, og arbejdet kan gå i gang så snart forholdene tillader det.

Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune havde sagen på dagsordenen forleden, og det blev besluttet at indstille til kommunalbestyrelsen, at der frigives en anlægsbevilling på 14,3 mio. kroner til byggemodningen.

FURESØ

Støjvold på Bregnerødvej er ikke VVM-pligtig

Furesø Kommune har på baggrund af en screening truffet afgørelse om, at etablering af støjvold på Gammel Bregnerødvej ikke er VVM-pligtig. Afgørelsen kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet frem til 2. februar.

Støjvolden vil blive op til syv meter høj og knap 350 meter lang og skal reducere vejstøj fra Hillerødmotorvejen.

BAGSVÆRD

Restaureringen af facader og støttemur på Bagsværdfortet sættes i gang til sommer

Efter Gladsaxe Kommunes overtagelse af Bagsværdfortet i 2012 og frem til maj 2013 er der ryddet i området omkring fortet, en depotbygning er fjernet, og der er etableret en forhindringsbane. Dette arbejde er udført ved en fælles finansiering fra Københavns Befæstning og Gladsaxe Kommune. Siden har Gladsaxe Kommunes ejendomscenter, med udgangspunkt i en forundersøgelse udfærdiget af Cowi, lavet et overslag over de samlede udgifter for en udvendig restaurering af facader, stormgitter og støttemur, som nu planlægges igangsat.

Den samlede udgift til dette arbejde udgør 5.200.000 kroner, og der er givet tilsagn om støtte til projektet fra Augustinus Fonden, Louis­-Hansen Fonden og Willum Fonden, der tilsammen dækker udgiften.

Dermed kan den udvendige restaurering igangsættes.

Projekteringen ventes ifølge tidsplanen gennemført i løbet af marts og april, hvorefter arbejdet kan udbydes. Herefter planlægges første del af restaureringen af facader og støttemur udført i august-oktober i år og anden del i april-august 2017. Istandsættelsen af stormgitteret planlægges udført i august-september 2017.

Det er kulturstyrelsen, der udsteder byggetilladelse til projektet.

Gladsaxe Byråd har sagen på dagsordenen den 13. januar, hvor blandt andet tidsplan og økonomi skal godkendes.

REGION SJÆLLAND

MARIBO

Der skal kloaksepareres på Leonora Christinas Vej i Maribo

Lolland Kommune har udarbejdet et forslag til tillæg til Spildevandsplan for at muliggøre gennemførelse af en separatkloakering af en del af Leonora Christinas Vej og Ved Stadion i Maribo.

Forslaget er nu fremlagt for offentligheden frem til 12. februar.

Separatkloakeringen gennemføres for at opfylde krav i Statens Vandplan om reducering af overløb af spildevand til Refshale Mose.

REGION SYDDANMARK

ØRBÆK

Ny parkeringspladser på vej til Ørbæk Midtpunkt

Parkeringsforholdene ved Nyborghallerne, Ørbæk Midtpunkt og Nyborg Idræts- og Fritidscenter skal forbedres, og der søges nu om frigivelse af de penge, der er afsat til parkeringspladserne ved Ørbæk Midtpunkt.

Der bliver i alt 166 parkeringspladser heraf to handicappladser ved Ørbæk Midtpunkt. Der har været afholdt licitation på projektet, hvor der blev indhentet pris på belægning med asfalt og med belægningssten. En løsning med belægningssten er det billigste, og det indstilles derfor, at det er den løsning, der vælges.

Den samlede udgift til projektet udgør 2.300.000 kroner inklusiv belysning, rådgiver og uforudsete udgifter.

Ørbæk Midtpunkt har anmodet om, at arbejdet ikke sættes i gang før til foråret, når aktiviteterne i hallen trapper ned.

REGION MIDTJYLLAND

HINNERUP

Der etableres varmetransmissionsledning fra Norring til Hinnerup

Hammel Fjernvarme og Hinnerup Fjernvarme ønsker at etablere en transmissionsledning fra Norring til Hinnerup Fjernvarme. Varmeværkerne har sammen indsendt et projektforslag til Farvskov Kommune med anmodning om kommunens godkendelse.

I projektet er der regnet med en samlet anlægsinvestering på 8,5 mio. kroner.

Transmissionsledningen vil blive etableret inden udgangen af 2016, hvis projektforslaget godkendes. Forslaget behandles af Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune den 11. januar.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094