Klagenævn til Arbejdstilsynet: Om igen
Arbejdstilsynet er underkendt af Arbejdsmiljøklagenævnet i sag om påbud om at anvende åndedrætsværn
Produkterne var ikke mærket med den særlige MAL-kode, der fortæller hvordan maleren skal beskytte sig mod sundhedsrisikoen i forhold til produktet. Derfor foretog Arbejdstilsynet selv en beregning om fastsatte MAL-koden og beregnede på den baggrund MAL-koden for den brugsfærdige blanding, som anvendtes til overfladebehandling.
På den baggrund afgav Arbejdstilsynet et påbud om, at virksomheden skulle sørge for, at der blev anvendt åndedrætsværn i overensstemmelse med reglerne om arbejde med kodenummererede produkter.
Ikke tilsynets kompetence
Virksomheden klagede over påbuddet. Virksomheden anførte, at Arbejdstilsynets fastsættelse af produkternes MAL-kode ikke var korrekt.
Arbejdsmiljøklagenævnet har givet virksomheden medhold. Nævnet fandt, at Arbejdstilsynets begrundelse er mangelfuld.
Arbejdsmiljøklagenævnet lagde vægt på, at det ikke fremgår af Arbejdstilsynets afgørelse eller udtalelse, hvordan man har beregnet MAL-koden for de anvendte produkter. Nævnet noterede også, at det var uklart, om Arbejdstilsynet har kompetence til at fastsætte et produkts MAL-kode, idet reglerne siger, at det er importør, fremstiller eller forhandler, der skal fastsætte et kodenummer.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. Virksomheden er anonymiseret i Arbejdsmiljøklagenævnets offentliggørelse af afgørelsen.