Nu kan man blive installatør på deltid
Flere erhvervsakademier får mulighed for at udbyde de nye deltidsuddannelser som el- og vvs-installatør
Akkrediteringsrådet, der godkender nye uddannelser, har netop godkendt de nye akademiuddannelser i såvel el-installation som vvs-installation samt hvilke uddannelsesinstitutioner, der får mulighed for at udbyde dem.
Dermed er der blevet arbejdet hurtigt, siden uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) for tre måneder siden gav den overordnede tilladelse til deltidsuddannelserne.
Akkrediteringsrådet har besluttet, at såvel Københavns Erhvervsakademi som Erhvervsakademi MidtVest i Herning får lov til at udbyde de nye deltidsuddannelser på både el- og vvs-området.
Erhvervsakademi Lillebælt med afdelinger i både Odense og Vejle har fået tilladelse til at udbyde vvs-installatøruddannelser men afslag på el-installatør. Akkrediteringsrådet oplyser, at ansøgningen fra Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg om at få lov til at udbyde deltidsuddannelsen på el-installatørområdet fortsat er under behandling.
I forbindelse med de nye uddannelser bliver det samtidig mulighed for at stå af undervejs og tage såkaldte delautorisationer.
Hos Erhvervsakademi MidtVest glæder man sig over de nye muligheder.
”Det har været længe ventet, at der bliver mulighed for at læse til installatør på deltid og samtidig passe et arbejde. Vi har fået mange henvendelser og regner med at begynde det første hold i begyndelsen af det nye år”, siger rektor Henriette Slebsager.
Sejr for erhvervslivet
Også i brancheorganisationen Tekniq er man glade.
”Vi har brugt mange kræfter på at skabe muligheden for at tage installatøruddannelserne som deltidsstudier. Det er også en sejr for de studerende, som kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Mest af alt er det en sejr for erhvervslivet, som har brug for mange flere installatører, end der uddannes i dag”, siger underdirektør Tina Voldby fra Tekniq.
”Nu kan de videregående uddannelser bruges til målrettet karriereudvikling i virksomhederne, hvor elektrikere og vvs’ere kan tage de meget efterspurgte uddannelser samtidig med, at de er beskæftigede. Det betyder blandt andet, at ny viden meget hurtigt kan optages i virksomhederne”, siger Tina Voldby.