Dansk fodfæste i det arabiske sand
Det aarhusianske arkitektfirma Cebra åbner ny afdeling i Abu Dhabi, hvor flere projekter er i støbeskeen
Især virksomhedens greb om uddannelses- og kulturbyggeri - kombineret med fokus på bæredygtighed - har banet vejen for en række projekter og ikke mindst et godt lokalt netværk i regionen.
Cebras afdeling i Abu Dhabi ledes af arkitekt Mikkel Hallundbæk Schlesinger, som i en årrække har stået i spidsen for virksomhedens projekteringsafdeling.
Målet er at styrke og udbygge tilstedeværelsen i Emiraterne, hvor blikket i disse år især er rettet mod uddannelsesinstitutioner, kultur- og byplanlægningsprojekter.
Skal styrke kunderelationer
Åbningen af det nye kontor skal styrke det lokale fodfæste, både i arbejdet med de igangværende projekter og i forhold til at udbygge de tætte kunderelationer.
”Vores aktuelle projekter og samarbejder bekræfter os i, at vores arkitektur kan bidrage positivt til udviklingen i regionen. I de senere år er der i Emiraterne kommet voksende fokus på bæredygtig arkitektur og byudvikling, både miljømæssigt, socialt og kulturelt” siger Mikkel Hallundbæk Schlesinger.
”Samtidig har der åbnet sig en helt ny verden for os, både på et professionelt og personligt plan, i form af den mangfoldige arabiske kultur, historie og lokale natur. Det er en vigtig inspirationskilde for vores arbejde. Og vi går på opdagelse i den med stor fascination. Målet er om at skabe projekter med en stærk lokal, kulturel forankring, og vores arkitektur arbejder med et gennemgående menneskeligt fokus”, siger Mikkel Hallundbæk Schlesinger.
Han tilføjer, at firmaet tilstræber at forankre projekterne i en lokal sammenhæng og i brugernes behov:
”Den kombination har vist sig at være et stærkt afsæt til at udvikle projekter, selvfølgelig i dialog med vores lokale netværk. Vores nye afdeling bygger derfor på en strategi om at komme endnu tættere på bygherrer og lokale samarbejdspartnere”, siger han.
Multibygning for børn
Tegnestuen er aktuelt i gang med at opføre Centre of Excellence for Early Childhood Development, der kombinerer en daginstitution et pædagogisk forsknings- og videnscenter samt et center for pædagoguddannelser.
Bygningen skal tjene som foregangsprojekt for fremtidens daginstitutioner i hele regionen. Desuden er en række andre projekter i Abu Dhabi og Dubai i støbeskeen, fortæller tegnestuen i en pressemeddelelse om den arabiske satsning.