23948sdkhjf

Hoffmann vinder sin hidtil største ordre

Entreprenørvirksomheden skal opføre 65.000 kvm kontorer i Ørestad til i alt 1,3 mia. kroner
Entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S har fået sin hidtil største ordre i virksomhedens 152-årige historie i hus.

Hoffmann skal for KLP Ejendomme A/S opføre 65.000 kvm kontorer i Ørestad i København til en værdi af godt 1,3 mia. kroner, og byggeriet skyder op nær indkøbscentret Fields og en række ejendomme, som KLP Ejendomme også ejer i området.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Hoffmann har vundet opgaven i kamp med entreprenørvirksomhederne NCC og MT Højgaard i et såkaldt parallelopdrag, hvor en række entreprenører af KLP Ejendomme har været indbudt og fremlagt sine forslag og løsninger til projektets organisering, proces og økonomi.

Samlet var Hoffmanns bud det mest fordelagtige, men havde også den laveste pris. I bedømmelsen vægtede pris 50 procent, mens proces og samarbejde målte 25 procent hver.

Hoffmanns adm. direktør, Torben Bjørk Nielsen, er dog ikke nervøs for, om selskabets bud ligger for lavt, selv om det var det laveste i parallelopdraget.

”Den proces, vi kommer ind i, vil skabe merværdi for alle parter. Vi har ikke gjort noget særskilt for at være billigst. Vi er kommet med de priser, som vi mener, det koster. Der er ikke noget, vi har dumpet”, siger Torben Bjørk Nielsen til Dagbladet Børsen.

Byggestart i 2017

Hoffmann har tidligere bygget det ene af to kontorbygninger i Ørestad for KLP Ejendomme, og det kommende byggeri omfatter 65.000 kvm, der designes med mulighed for opdeling i fire store domiciler med egen indgang.

Hoffmann skal nu ind i samarbejdet med projektets øvrige parter Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Rambøll og Moe om udarbejdelsen af et projektforslag, som skal danne grundlag for indgåelsen af en totalentreprisekontrakt, så byggeriet kan begynde i starten af 2017.

Ejendomme for 5,5 milliarder

KLP Ejendomme, som er ejet af Norges største livsforsikringsselskab, har med det kommende projekt ifølge Dagbladet Børsen ejendomme for 5,5 mia. kroner i Danmark, hvoraf langt størstedelen består af 65.000 kvm store kontorhuse i Ørestad.

Desuden ejer KLP Ejendomme et hotel i Aarhus og et erhvervsbyggeri i Københavns Sydhavn samt to ubebyggede grunde på Vesterbro og i Nordhavn i København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106