23948sdkhjf

Knivskarp kalkulation på klippeøen

Et stabilt kalkulationsprogram er med til at sikre pris og kvalitet hos PL Entreprise, der er gået fra regneark til database
PL Entreprise A/S, der er Bornholms største entreprenørvirksomhed med cirka 100 ansatte, løser mange forskellige opgaver. Kompetencerne spænder vidt. Fra kloakarbejde til at mure en skorsten eller opføre et helt industribyggeri fra grunden. Det kræver overblik at håndtere de mange opgaver. Og det kræver ikke mindst et kalkulationsprogram, der er til at stole på.

Med kalkulationsværktøjet Sigma har PL Entreprise A/S fået et program, der kan bruges til alle entrepriseformer – fagentreprise med egenproduktion, hovedentreprise og de helt store totalentrepriseopgaver.

Afdelingsleder i projekt- og kalkulationsafdelingen, Ole Riis, har været ansat i virksomheden i snart fem år. Han fortæller:

”Da jeg startede i PL Entreprise, havde vi regneark. Det var i og for sig velfungerende, men kun for den kollega, der havde bygget det op gennem 20 år. Han kunne det til fingerspidserne, men jeg syntes ikke det var nemt. Faktisk var det kun godt for ham, der havde lavet det!”

Genbrug og forståelse

Netop det er typisk udfordringen med regneark. Det er fint nok, når man kender det, men det er særdeles svært at dele viden og skabe fælles forståelse for projektet. Her er det helt anderledes med et professionelt værktøj som Sigma.

”Jeg havde set nogle annoncer for Sigma, så vi afprøvede det. Vi laver jo alt muligt arbejde – tømrer, murer, jord og beton – så det skulle dække bredt. Og det virkede fornuftigt, så vi købte det. I dag er vi to, der kalkulerer fuld tid og en byggeleder, der også bruger det,” siger Ole Riis.

”Før vi fik Sigma var det svært at genbruge. Man glemmer, hvor meget det hjælper i hverdagen, men i dag henter vi jo bare en kalkulation og tilretter den efter forholdene. Det er blevet nemt at dele viden og genbruge på tværs af kolleger. Det er vi meget glade for.”

Kalkulation med databaser

For Ole Riis er en af de helt store fordele ved Sigma brugen af databaser, som de gamle regneark ikke rummer. Med prislister og erfaringer i Sigma biblioteker kan man genbruge sin egen og kollegaernes viden.

”Vi har lavet vores eget bibliotek ud fra de data, der lå i vores regneark. Men den store fordel nu er, at det er nemt at opdatere. Det var et problem, da vi brugte regneark. Så skulle vi have fat i hver eneste celle med risiko for at taste forkert. Nu smider vi i stedet vores interne prislister ind én gang om året. Så har vi dem, hver gang vi skal bruge dem,” forklarer den bornholmske afdelingsleder.

Hurtigere – og sikker på prisen

Brugen af biblioteker betyder, at det går hurtigere, når der skal laves tilbud i PL Entreprise A/S.

”Vi kan simpelthen hurtigere få tilbud ud over kanten. Tilbudsmængden er selvfølgelig varierende, når vi nu primært byder på Bornholm, men når der er meget, kan vi være hurtige og effektive,” konstaterer Ole Riis, der samtidig glæder sig over, at Sigma også er med til at gøre kvaliteten af kalkulationen bedre.

”Når vi har prislisterne, har vi altid den rette pris på for eksempel maskiner og materialer. Usikkerheden er minimeret.

Hvis vi skulle beregne det manuelt, ville det blive et skøn. Nu bliver det mere præcist, og vi er mere sikre på den pris, vi går ud med, både den ene og anden vej. Det er jo en svær balancegang, for det skal hverken være sat for højt eller for lavt.

I den her branche er sølv- og bronzemedaljer ikke meget værd,” fastslår Ole Riis.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11