23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

ISHØJ: Teknik- og Bygningsudvalget i Ishøj Kommune har vedtaget lokalplan 1,73 Rækkehuse ved Vejleåparken endeligt.

Der er udarbejdet et forslag til lokalplan, der giver mulighed for at opføre rækkehuse på de to græsarealer mod Ishøj Boulevard og Ishøj Søvej på begge sider af Vejleåparken.

Boligforeningen AAB har forelagt Ishøj Kommune et ønske om at opføre rækkehuse i én etage på de grønne arealer, der ligger på begge sider af Vejleåparken langs Ishøj Boulevard og Ishøj Søvej. Rækkehusene fortsætter bebyggelsen af familie- og ungdomsboliger fra 2004, som blev opført lige nord for de to områder, som denne lokalplan omhandler.

REGION SJÆLLAND

MARIBO: Lolland Byråd har vedtaget Lokalplan 360-80 og et tilhørende kommuneplantillæg for boligområdet Margrethevænget i Maribo endeligt.

Med vedtagelsen bliver det muligt at nedrive 111 boliger i etagebebyggelsen Margrethevænget. Efterfølgende kan området omdannes til et attraktivt boligområde med omkring 37 tæt-lave boliger.

Boligselskabet oplever, at lejlighederne i Margrethevænget bliver sværere og sværere at leje ud og ønsker derfor at tilpasse udbuddet af boliger til efterspørgslen, både hvad angår antal af boliger og boligtype. De eksisterende etageboliger uden elevatoradgang, er ikke en boligtype, der er stor efterspørgsel på, mens der er stor efterspørgsel på boliger i tæt-lave bebyggelser, som for eksempel rækkehuse med en lille, privat have.

REGION SYDDANMARK

KERTEMINDE: Borgerne i Kerteminde Kommune kan søge kommunen om støtte til udvendige renoveringsarbejder på deres huse, hvis de bor i et bevaringsværdigt hus. Kerteminde Kommune har i forbindelse med annonceringen om muligheden for støttet modtaget 10 ansøgninger, som primært omhandler udskiftning af stråtag og renovering af facader, døre og vinduer.

Miljø- og Teknikudvalget, der har beslutningskompetencen, har besluttet at fordele de 100.000 kroner, der er reserveret til formålet, til følgende fire ejendomme: Enghavevej 28 i Martofte, Langegade 54, Over Kærbyvej 98 og Revninge Bygade 10A.

KOLDING: Byrådet i Kolding Kommune vedtog forleden et kommuneplantillæg for et nyt boligområde i Nr. Bjert. På samme møde vedtog byrådet at udbyde to nye områder ved Overbyvej i Seest – den såkaldte Kløvkærgrund – til salg. Beslutningerne betyder, at der kan opføres op til 95 nye boliger i Kolding Kommune.

I Seest er der tale om to delområder af hele Kløvkærgrunden, som nu skal udbydes til salg. Områderne udbydes til storparceller, hvor et eller flere byggefirmaer kan opføre tæt-lav boligbebyggelse til private. I det ene delområde kan der bygges 10 nye boliger, mens der i det andet kan bygges 25. I forvejen har Lejerbo planer om at opføre 35 lejeboliger og et fælleshus i området.

De to storparceller i Seest vil blive udbudt til salg i en periode på fem uger, men inden byggefirmaerne kan sætte gravemaskinerne i arbejde, skal der vedtages en ny lokalplan for området.

Kommuneplantillægget for Sletteskovvej i Nr. Bjert åbner mulighed for, at der kan udvikles et nyt boligområde med 40-60 nye boliger. Næste skridt i udviklingen af området er at udarbejde en lokalplan i dialog med grundejer. Lokalplanen forventes at være klar til endelig godkendelse i april næste år.

REGION MIDTJYLLAND

ODDER: Odder Kommune har fremlagt Forslag til lokalplan 1128 for et boligområde ved Høghus i Odder Vest til offentlig høring frem til 20. januar. Lokalplanen er udarbejdet for at give mulighed for at etablere et nyt boligområde med åben-lav bebyggelse.

FOLDBY: Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune så forleden på et forslag til lokalplan for et boligområde ved Midtager i Foldby.

Formålet med lokalplanen er at åbne mulighed for, at området kan bebygges med henholdsvis tre åben-lave og otte tæt-lave boliger samt sikre, at der udlægges stier i området og sker tilpasning til naboområderne.

Teknik og Kultur har udarbejdet lokalplanforslaget i samarbejde med områdets ejer og dennes rådgiver.

Udvalget anbefaler, at forslaget godkendes og fremlægges til offentlig høring i otte uger.

REGION NORDJYLLAND

AABYBRO: I forbindelse med en flytning af biblioteket i Aabybro, Jammerbugt Kommune, til anden adresse, samt flytning af skolefritidsaktiviteter til det nye skolebyggeri på Kattedamsvej, frigives der mulighed for at opføre ny boligbebyggelse. En ny lokalplan vil skabe mulighed for at opføre etagebebyggelse eller tæt-lav bebyggelse på arealet, og samtidigt ligger boligerne i naturlig tilknytning til de eksisterende boliger mod nord, øst og vest.

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 26 etageboliger eller 13 tæt-lave boliger.

Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune godkendte forleden lokalplanforslaget, og sker det samme i kommunalbestyrelsen, fremlægges forslaget til høring i perioden fra 15. december til 23. december.

AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt Forslag til kommuneplantillæg 4.040 og lokalplan 4-4-113 Boliger, Marshalls Alle, Universitetsområdet, og forslagene er nu fremlagt til høring frem til 27. januar.

Lokalplanen og kommuneplantillægget giver mulighed for et nyt boligområde med forskellige typer tæt-lav bebyggelse og etageboliger i form af punkthuse.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.963