23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

HILLERØD: Hillerød Byråd har sagt god for, at et projekt vedrørende udskiftning af tag på Li. Lyngby Hallen sættes i værk og har meddelt anlægsbevilling på 1,5 mio. kroner til tagudskiftningen.

De seneste år har der været utætheder i taget, som har medført vand på hallens gulv. Taget er udført med en eternit-type, der blev benyttet først i 80’erne. Denne type af tagplader medførte ofte, at de smuldrede allerede efter en kortere årrække. Taget har løbende gennemgået udskiftninger af defekte tagplader. Dette vurderes ikke længere at være en holdbar løsning, da vandindtrængning på længere sigt kan medføre følgeskader i tagkonstruktionen i form af råd og svamp, samt beskadigelse af gulvbelægningen. Det vurderes derfor nødvendigt at udskifte tagbeklædningen for at undgå følgeskader.

Byrådet har også godkendt, at der etableres sol­afskærmning i klassefløjen på Byskolen, og at der bevilges en kvart mio. kroner til formålet.

Arbejdstilsynet er fremkommet med påbud om, at sikre medarbejderne mod varme, kulde og træk i relation til bygningen klassefløjen på Frederiksborg Byskole, og der er i år blandt andet etableret nyt radiatorsystem, og ventilationen i alle klasselokaler i klassefløjen er blevet opgraderet for at øge luftskiftet uden at nedkøle klasselokalerne i den kolde periode af året. Sol­afskærmningen er det sidste planlagte tiltag for at afhjælpe for store temperaturudsving i klasselokalerne.

HILLERØD: Hillerød Byråd har godkendt status for PCB renovering 2015 og opstart af projekt vedrørende kortlægning af PCB-renovering på tre skoler. Det drejer sig om CSU Egedammen skole, Grønnevang skole afdeling Østervang og Hillerød vest skolen afdeling Ålholm

Forvaltningen har i 2015, i samarbejde med teknologisk Institut udført en PCB-screening af kommunens ejendomsmasse og der er konstateret PCB-værdier over Sundhedsstyrelsens nedre aktionsværdi i indeklimaet visse steder på de tre nævnte skoler. Det anbefales, at forvaltningen i 2016 i samarbejde med Teknologisk Institut udtager yderligere luft- og materialeprøver på de tre skoler samt den Grå bygning, Frederiksgade 9. Undersøgelserne skal kortlægge forureningskilderne på de fire ejendomme, som skal danne grundlag for udarbejdelse af handleplaner for at nedbringelse PCB niveauet.

GRIBSKOV: Gribskov Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 316.06 for Græsted Stations- og veterantogscenter, der herefter vil blive fremlagt til høring.

Lokalplanen skal skabe grundlag for, at der kan opføres en hal med tilhørende sporforbindelse til opbevaring og udstilling af veterantog og jernbanemateriel. Det er samtidig en del af formålet at sikre, at både hallen og det ankomst- og parkeringsområde, der kommer til at ligge mellem hallen og Græsted Stationsvej, kan understøtte aktiviteter og events på den tilstødende Græsted Eventplads.

Vognhallen skal opføres med træfacader og får et maksimalt areal på 2.184 kvm. Der åbnes op for, at der som alternativ til én stor hal kan opføres to i forlængelse af hinanden adskilte bygninger, således at servicefaciliteter til de besøgende som billetsalg, toiletter, café, formidling og så videre adskilles fra selve vognhallen.

Der sikres i lokalplanen plads til minimum 20 parkeringspladser, hvoraf to er til handicapparkering, men herudover er området endnu ikke fuldt ud detailplanlagt. Lokalplanen stiller krav om, at der skal foreligge en samlet plan for ankomstområdet til Byrådets godkendelse, inden der gives byggetilladelse.

Syd for hallen etableres sidespor til Lokalbanen samt en drejeskive og perroner med mere, så togene kan køres ind på området fra den sydlige ende. Sydgavlen får fire porte, som togene kan køres ind i hallen gennem. I det hele taget tilstræbes, at de nye anlæg med signaler, skiltning og så videre kommer til at indgå i et samlet historisk stationsmiljø i sammenhæng med den eksisterende stationsbygning - uden at hallen dog af den grund opføres som en tro kopi af en gammel stations- eller remisebygning.

REGION SJÆLLAND

STEVNS: Stevns Kommunalbestyrelse har besluttet at frigive 540.000 kroner til renovering i Mødestedet Snurretoppen. Bevillingen er oprindelig afsat i budget 2015 til brug for renovering af toiletforhold, murflader og til indkøb af nye stole i biografsalen. Nu er projektet imidlertid udvidet.

Snurretoppen har ansøgt LAG Stevns om tilskud. Hvis LAG skal støtte, kræver det, at projektet skal have en profil og et omfang, der ’booster’ Snurretoppen som helhed. Det oprindelige renoveringsprojekt har derfor undergået en udvikling, hvor der er sammensat en række yderligere delprojekter, der lever op til LAG’s nye strategi. Det udbyggede projekt i ansøgningen til LAG indebærer renovering af ventilationsanlæg, gulv i café og kiosk og toiletter. Endvidere indgår der indkøb og etablering af solcelleanlæg, varmepumper og møbler. Desuden vil der blive etableret lysbom samt indkøbt en lydmixer til brug i salen.

Det nye og større renoveringsprojekt beløber sig til i alt 977.500 kroner.

REGION SYDDANMARK

SØNDERBORG: Sønderborg Byråd skal i på sit møde i dag tage stilling til, om Forslag til lokalplan 4.2-15, Kommuneplantillæg nr. 7 og Miljørapport - Boliger mellem Blegen, Voldgade og Batterivej i Sønderborg skal godkendes og fremlægges til høring.

Lokalplanen vil gøre det muligt at opføre fire punkthuse i fem og seks etager med sammenlagt 44 boliger i området, hvor de tidligere teknikumbygninger ligger. Disse skal ifølge planerne rives ned.

REGION MIDTJYLLAND

KLEJTRUP: Viborg Kommune håber på at kunne få statsstøtte til områdefornyelse i Klejtrup.

En ekstern rådgiver har på baggrund af et indsendt ideoplæg fra arbejdsgrupper under Klejtrup Borgerforening udarbejdet et udkast til en ansøgning om reservation af statsstøtte til gennemførelse af områdefornyelse i Klejtrup. Udkastet blev godkendt af Teknisk Udvalg forleden.

Forvaltningen vurderer, at gennemførelse af de nødvendige initiativer, der skal sikre målet med områdefornyelsen, som minimum kræver en samlet investering på seks mio. kroner. Dette kan finansieres ved at søge om statsstøtte på to mio. kroner og en kommunal egenfinansiering på fire mio. kroner.

For at sikre gennemførelse af visse af de initiativer, der ønskes gennemført i forbindelse med områdefornyelsen, kan der blive behov for nedrivning visse bygninger. Herudover er der i Klejtrup en række ejendomme med behov for facaderenovering. Dette vil blive forsøgt gennemført via puljen for Landsbyfornyelse efter forudgående aftale med ejerne.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251