23948sdkhjf

Moe og Cobe bygger byens længste bænk

Ny kombineret vej- og stibro på Teglholmen i København bliver både et praktisk stykke infrastruktur og et attraktivt byrum
Ingeniørfirmaet Moe og arkitektfirmaet Cobe skal designe en ny kombineret vej- og stibro, der giver den københavnske sydhavns kanalkvarter en ny trafikåre og et svævende byrum med havnens længste bænk.

Det har Københavns Kommune netop afgjort.

Broen skal krydse Frederiksholmsløbet og styrke forbindelsen fra det attraktive boligområde til det øvrige København.

Teglholmskvarteret i Sydhavnen bliver kaldt for Københavns Amsterdam, da den dominerende arkitektur og de mange små kanaler kan lede tankerne hen på den hollandske hovedstad.

Totalrådgiveren, ingeniørvirksomheden Moe, er ikke uvant med genren, da firmaet for eksempel også er bygherrerådgiver for Realdania på den nye cykel-gangbro, som skal krydse Københavns inderhavn ved Vester Voldgade.

Rutineret arkitekt

Herudover skal arkitektfirmaet Cobe - der blandt andet har markeret sig med udviklingen af Nordhavnen og den nye Nørreport Station - stå for arkitektur, landskab og byplanlægning mens firmaet Skel er valgt som landinspektører.

Et attraktivt byrum

Den 90 meter lange bro er ikke oplukkelig og får kørende trafik i begge retninger og fortov og cykelsti i begge sider. Samtidig får broen en gennemsejlingsåbning til lystbåde, der i sommerhalvåret passerer gennem kanalen.

”Vinderteamet har en klar vision om at gøre et stykke infrastruktur til et attraktivt byrum, der bidrager til områdets charmerende og rolige atmosfære”, lyder det i en pressemeddelelse fra Moe.

Cobe har blandt andet ladet sig inspirere af, hvordan Dronning Louises bro inden for de sidste par år er blevet et populært samlingspunkt, så snart solen kaster sin glans over København og særligt i aftentimerne.

Sydvestvendt bænk

Henover den nye bro vil der derfor slænge sig en meget lang bænk, der vender sig mod sydvest og dermed fanger den sene eftermiddags- og aftensol.

Broen er således tænkt som et samlingssted for de to bydele, den forbinder, nemlig Enghave Brygge og Teglholmen. Et byrum, der placeres tæt på den kommende Metrostation og derfor er oplagt som et mødested i solen eller som hvileplads til og fra stationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126