Tidligere Sjælsø-direktør rykker til ejendomsselskab
Gefion Group ansætter Jørgen Junker som ansvarlig for projektudvikling og salg af nybyggerier
Han skal have ansvaret for projektudvikling, gennemførelse og salg af Gefion Groups nybyggerier startende med cirka 9.000 etagemeter på Amager Strandvej, hvor Gefion Group har købt et areal.
”Vi styrker vores projektorganisation med Jørgen Junker, som er meget erfaren med nybyggeri og med at optimere, så boligkøberne får et super godt produkt og med høj kundetilfredshed”, siger direktør Henrik Nissen, Gefion Group i en pressemeddelelse og fortsætter:
”De første år har Gefion Group primært arbejdet med at konvertere kontorejendomme til boliger og med gode resultater for alle involverede. Nu bevæger Gefion Group sig ud på et nyt område, hvor vi med Jørgen Junkers kompetencer er rustet til at skabe gode resultater.
Jørgen Junker havde i Sjælsø, der gik konkurs i 2013, det overordnede ansvar for projektudvikling, gennemførelse af byggeri og salg.
”I perioden fra 2003 til 2008 opførte vi cirka 4.000 lejligheder. Det skete i et frugtbart samarbejde mellem arkitekter, ingeniører, ejendomsmæglere m.fl. ud fra fælles mål om bygbarhed, økonomi, kvalitet og kundetilfredshed. Det fungerede, og det glæder jeg mig til at bringe i spil i Gefion Groups nye boligbyggerier”, siger Jørgen Junker.
Jørgen Junker stod hos Sjælsø bag så udviklingsprojekter som Islands Brygge, Sluseholmen Porcelænsfabrikken, TV Byen og de hvide boliger på Havneholmen.