23948sdkhjf

Tonstung gangbro er løftet på plads

Den 39 meter lange skywalk hen over en af Københavns mest befærdede veje er nu løftet på plads
Det var store kraner, der blev kørt i stilling på Jagtvej i København, da den 39 meter lange skywalk blev løftet på plads i weekenden.

Gangbroen i tredjesals højde forbinder det nye laboratorie- og undervisningsbyggeri i Niels Bohr Bygningen.

Den 52.000 kvm store Niels Bohr Bygningen bliver centrum for topforskere og studerende fra hele verden, når den står klar i 2017.

Byggeriet består af to separate bygninger adskilt af en af Københavns travleste veje, Jagtvej. Det er de to byggerier, der nu er blevet bundet sammen i ét synkront løft på 120 tons udført af to kraner – hver især med en vægt på 96 ton. Rambøll er totalrådgiver på byggeriet.

”Det er en milepæl for byggeriet, at bygningerne nu er forbundet. Skywalken er 39 meter lang, så vi er oppe i en anseelig størrelse”, siger Martin Høgstedt Poulsen, Rambøll, som er seniorprojektchef på byggeriet.

”Den blev hejst på plads med færdigmonteret glasfacade, gulv og tag. Det har vi valgt for at minimere arbejde i højden ud over Jagtvej efterfølgende. Betondækket er delvist udstøbt for at sikre, at broen har overstået den væsentligste del af dens nedbøjninger inden monteringen af glasfacaden”, siger han.

En udsmykning

Billedkunstneren Marlene Bach udsmykker den nye skywalk med en farvekomposition, der tager afsæt i bygningens transparente facade.

Indvendigt laver hun et gulv i forskellige farver og former af linoleum, som spejlvendes på gangbroens underside. På den måde kan forbipasserende udenfor også opleve udsmykningen.

Bag byggeriet står Bygningsstyrelsen, Københavns Universitet som kommende lejer, Rambøll som totalrådgiver, Sweco Danmark står for byggeledelse, Aarsleff er entreprenør, arkitektfirmaerne Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Christensen & Co Arkitekter, samt GHB Landskabsarkitekter står for landskabsprojektet.

Del af samarbejde

Niels Bohr Bygningen udgør en del af kernen i samarbejdet omkring Copenhagen Science City.

Det bliver et område i midten af København, hvor blandt andet forskning, undervisning og erhvervsliv får de bedste muligheder for at arbejde sammen og skabe vækst og jobs og dermed styrke den danske position på de internationale markeder.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14