23948sdkhjf

Nyuddannede betaler for dagpengeforlig

Desuden skal politikerne finde 300 mio. kroner for at finansiere lynforlig om et nyt dagpengesystem
300 mio. kroner skal politikerne finde efter, at regeringen i går lavede lynforlig med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om fremtidens dagpengesystem.

Dermed har de tre partier stort set fulgt Dagpengekommissionens anbefalinger. Dog har man valgt at imødekomme fagbevægelsens to repræsentanter i kommissionen ved, at der kun indføres tre og ikke op til otte årlige karensdage. Til gengæld er man gået længere end kommissionen, når det handler om de nyuddannedes dagpenge, idet forliget betyder, at dimittendsatsen fremover bliver på 71,5 procent af den maksimale dagpengesats mod i dag 82 procent.

Regningen ikke betalt

Byggeriets to store arbejdsgiverorganisationer Dansk Byggeri og Tekniq kalder det begge positivt, at der er lavet et hurtigt forlig, der giver ro på arbejdsmarkedet. De mener dog begge, at det er unødvendigt med flere penge til dagpengeområdet.

”Det er ikke godt nok, at lukke aftalen før hele regningen er betalt. Der er skabt en del finansiering ved at skære i dimittendsatserne, men der mangler stadig 300 mio. kroner. Det ville have klædt forliget at have fundet den manglende finansiering - for eksempel ved at gå nogle procentpoint videre med satserne for dimittender”, siger således Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri.

Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, siger: ”Danmark havde i forvejen et dagpengesystem, der i forhold til andre lande er flot. Det er ærgerligt, at man i en tid hvor der skal spares på de offentlige udgifter, har fundet det nødvendigt at tilføre flere midler til et dagpengesystem, der i forvejen er dyrt”, siger han.

De nyuddannede betaler

Fagbevægelsen er imidlertid ikke glad for, at ”politikerne sender regningen til de nyuddannede”, som Lone Engberg, forbundsformand i Teknisk Landsforbund, udtrykker det.

”Jeg mener, at politikerne efterlader en alt for høj regning til de nyuddannede dimittender. Det er naturligvis sympatisk, at der ikke ændres ved dimittendsatsen for forsørgere. Men jeg synes, sondringen mellem forsørgere og ikke-forsørgere er uhensigtsmæssig. Den sondring hører ikke hjemme i dagpengesystemet”, fastslår LO’s formand Harald Børsting.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11