23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

HORNBÆK: Ved budgetvedtagelsen i oktober 2013 besluttede Helsingør Byråd at opføre et nyt plejehjem i Hornbæk, og i juni i år blev det besluttet, at der skal indgås kontrakt med en selvejende institution/fond om at bygge det nye plejehjem i Hornbæk samt om efterfølgende at varetage både bygningsdrift og plejen af beboerne.

Samarbejdspartneren skal være bygherre og ejer af boligdelen på det nye plejehjem, og Helsingør Kommune er bygherre og ejer af servicearealerne.

Det bliver enten OK-Fonden eller Danske Diakonhjem, der bliver kommunens samarbejdspartner, og det skal nu afgøres i en konkurrence, hvem af de to, der skal vælges.

Helsingør Kommune forventer at kunne indgå kontrakt med vinderen af konkurrencen 1. februar næste år.

REGION SYDDANMARK

ODENSE: Odense Byråd har vedtaget den lokalplan, der gør det muligt for Marie Jørgensens Skole i Odense at bygge ud.

Skolen vil udvide med tre nye bygninger, hvilket lokalplanen muliggør, samtidig med at den sikrer bevarelsen af de eksisterende bevaringsværdige bygninger.

Nye undervisningsformer gør, at skolen har brug for flere lokaler. Marie Jørgensens Skole har derfor et ønske om at udbygge skolen med en række klasselokaler, depoter og et atrium over den indre gård. Atriet skaber et længe ønsket samlingsrum og binder de fleste bygninger fysisk sammen.

Lokalplanen er udarbejdet i samarbejde med skolen og dennes rådgiver.

REGION NORDJYLLAND

SKAGEN: Realdania Byg har i 2013 overtaget ejendommen, som omfatter Skagen Fyr og har nu ønske om, at omdanne Fyret til et naturoplevelsescenter med særlig fokus på fugle og fugletræk. Det er tanken, at centeret skal drives i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Dansk Ornitologisk Forening, Skagen Turistforening og Frederikshavn Kommune.

Ideen er, at fyranlægget og dets bygninger bevares som en del af den byggede kulturarv, og at bygningerne sammen med landskabet kan danne en ekstraordinær ramme omkring formidlingen af fugle og fugletræk og fyrets historie.

Området er uplanlagt landzone og Frederikshavn Kommune vurderer, at de ønskede ændringer af bygninger og udenomsarealer forudsætter lokal- og kommuneplanlægning. Som led i planovervejelserne gennemføres nu en indledende foroffentlighedsdebat frem til 6. november.

Det fredede fyranlæg er opført i 1858 og betragtes som et af landets fineste og mest markante fyr. Bygningerne bærer præg af adskillige ombygninger særligt i det indvendige interiør, og hensigten med restaureringen er at genskabe det oprindelige udtryk, så vidt det er muligt.

TERNDRUP: Ejeren af Aalborgvej 8 i Terndrup ønsker at købe Aalborgvej 10 og en del af Aalborgvej 8B med henblik på at opføre rækkehuse på arealet. Opførelse af rækkehuse på stedet vil formentlig kræve, at der udarbejdes ny lokalplan. Rebild Byråd besluttede på sit møde forleden, at der skal udarbejdes en lokalplan, der gør det muligt at bygge rækkehuse i området.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11