Betonelementer på kryds og tværs
Fremtidens ingeniører, bygningskonstruktører og håndværkere sættes sammen på kryds og tværs for at designe og støbe betonelementer
Her arbejder de sammen i fire dage på kryds og tværs for at skabe unikke elementer i beton, som kommer til at pryde hemmelige steder i Nørresundby, Sæby og Brønderslev.
Sløret bliver ikke løftet for opgaverne på forhånd, da ideen med workshoppen er, at de studerende samarbejder om alt fra idéudvikling til støbning. På den måde får de en bedre forståelse for hinandens fag og indirekte deres eget.
Til daglig studerer deltagerne nemlig forskellige dele af byggeprocessen, og for en fremtidig arkitekt kan det være svært at sætte sig ind i håndværkernes kunnen og udfordringer – og vice versa.
”Hvis du beder en bygningskonstruktør eller en betonmager om at lave noget at sidde på, støber de en terning på 1x1x1 meter. En Arkitektur og Design-studerende fra Aalborg Universitet løser opgaven på en helt anden måde og kan formentlig ikke støbe den selv. Til workshoppen kan de udfordre hinanden og samtidig lære, at de alle er en uundværlig del af byggeprocessen”, siger faglærer på AMU og medarrangør Torben Dybdahl Jensen.
En bedre forståelse
Hovedparten af betonworkshop-deltagerne er i gang med første del af deres uddannelse. De første dage af workshoppen får de derfor gode råd og nødvendig viden via oplæg fra undervisere og virksomheder i betonbranchen.
De kommende arbejdsgivere og deres organisationer i byggeriet er samtidig vigtige sponsorer for eventen. Til gengæld nyder de godt af, at næste generation i byggeriet får et mere nuanceret indblik i, hvad beton kan og kræver.
Det kan lektor Ole Pihl fra AAU’s uddannelse i Arkitektur- og Design nikke genkendende til:
”Mine studerende har ikke noget begreb om, hvad godt håndværk er, og hvad forskellige materialer kan. Deres øjne bliver også store af forbavselse, når jeg opfordrer dem til at trække i arbejdstøjet og være med i workshoppen. Men jeg får kun positive tilbagemeldinger fra mine studerende, som får en meget bedre forståelse af deres egen rolle og de kræfter, som de arbejder med på deres tegninger”, fortæller Ole Pihl.
11. gang
Det er 11. gang, at Center for Betonuddannelse afholder betonworkshop. Tidligere års udfordringer tæller blandt andet skateboardramper og bænke. Sidste år støbte de studerende skulpturerer, som var inspireret af det kommende Vendsyssel Teateroplevelseshus i Hjørring, og de blev siden installeret på gågaden i samme by.
Center for Betonuddannelse er et samarbejde mellem Dansk Byggeri, Teknologisk Institut og de nordjyske uddannelsesinstitutioner University College Nordjylland (UCN), AMU Nordjylland og Aalborg Universitet.
Sigh