Anlægsnyt
VILDBJERG: Herning Byråd har vedtaget lokalplan 89.T29.1 for solcelleanlæg ved Vildbjergvej ved Kilde nordvest for Vildbjerg endeligt. Lokalplanen omfatter et projektområde på cirka 40,6 hektar.
Samtidig er lokalplan 89.T30.1 for solcelleanlæg ved Røddingvej og Videbækvej vest for Vildbjerg vedtaget endeligt. Lokalplanen omfatter et projektområde på cirka 55 hektar.
ODDER: Odder Byråd besluttede forleden at fremlægge et forslag til lokalplan for et vindmølleområde ved Tendrup Vestermark i høring. Planen giver mulighed for, at der kan rejses to vindmøller i op til 125 meter i området.
Forslaget er i høring i otte uger, og der bliver holdt et borgermøde den 9. november i Hundslund Hallen.
VIBORG: Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune har givet Asmildkloster Landbrugsskole tilladelse til at terrænregulere den eksisterende fodboldbane på skolen, således at koten hæves med cirka tre meter. Jorden, der ønskes tilført banen, stammer fra et planlagt byggeri på skolen.
Begrundelsen for ansøgningen er, at der ønskes udført et jordneutralt projekt, således at der ikke skal bortskaffes jord, og at den østlige del af fodboldbanen er sumpet.
Fodboldbanen ligger nærmere Viborg Nørresø end 150 meter og er derfor omfattet af en søbeskyttelseslinje, inden for hvilken der er forbud mod terrænændringer. Kommunen kan dog dispensere fra forbuddet.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Vordingborg Kommune havde en helhedsplan for klimatilpasning i Tubæk Å-systemet på dagsordenen forleden, hvor det blev besluttet at arbejde videre med en række udvalgte projekter. Det drejer sig om ni projekter, der handler om etablering af vådområder, tilbageholdelse af vand, genslyngning samt genåbning af vandløb. To af disse projekter, Bellevue Enge og Holmegaard Enge er igangsat.
MØN: Da Præstegårdsgrøften på Møn blev åbnet i 2009 blev der lavet en projekteringsfejl, der medførte forringet drændybde. Den forringede drændybde påvirker afvandingen for tilløb nord og øst for Maglemosen samt overløb fra flere mindre moser.
Der er nu udarbejdet et forslag til løsning af problemet, og dette forslag blev forleden godkendt af Teknik- og Miljøudvalget i Vordigborg Kommune, hvorefter det skal i offentlig høring i fire uger, inden det kan godkendes endeligt.
Det er planen at udbyde arbejdet i indbudt licitation.
BÅRSE: Der er 144.636 kroner tilbage i Vordingborg Kommunes anlægspulje ”Forskønnelse af bymiljøer”, og disse penge skal fordeles nu.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at tilslutte sig administrationens forslag til, hvilke projekter, der skal have støtte fra puljen. Der bliver således givet penge til oprensning af gadekæret Hattedammen, forskønnelse af branddammen på Sneserevej i Bårse, forskønnelse af Stavreby Gadekær, plantning af allétræer i Kastrup, materiel til vedligeholdelse af grønt område ved Træfpunkt Spindeskolen i Køng samt til forskønnelse af natur og byrum på Klintevej 333 og 344.
HVALSØ: Der har længe været planer om at udarbejde en lokalplan for en permanent pendlerparkeringsplads syd for Hvalsø Station. DSB og Banedanmark nåede i foråret 2015 til enighed om, at DSB kan leje noget af Banedanmarks areal til anlæggelse af pendlerparkeringspladsen, og Cowi har udarbejdet en idéskitse til pendlerparkeringspladsen. Samtidig er der også kommet en del forslag til ændret anvendelse af stationsbygningen og arealerne omkring.
Administrationen i Lejre Kommune vurderer, at det hele bør rummes i en samlet lokalplan for hele stationsområdet.
Udvalget for Teknik og Miljø godkendte forleden tidsplan og grundlag for udarbejdelse af en lokalplan for Hvalsø Station.
HVALSØ: Udvalget for Teknik & Miljø i Lejre Kommune har godkendt et projektforslag til cykelsti langs en del af Roskildevej.
Det er på strækningen mellem Raunsbjergvej og Buskevej i Hvalsø, der skal anlægges cykelsti, og projektforslaget er udarbejdet af Moe A/S i samarbejde med Lejre Kommune. Cykelstien skal være dobbeltrettet, og det bliver i forbindelse med anlæggelsen nødvendigt at erhverve jord fra grundejere langs Roskildevejs nordlige side. Administrationen har været i dialog med de berørte grundejere og det forventes, at arealerhvervelsen vil kunne ske ved frivilligt forlig på ekspropriationslignende vilkår.
Det forventes at udbyde arbejdet meget snart, og anlægsperioden forventes at blive på cirka halvanden måned.
Etableringen af cykelstien forventes gennemført inden for det tidligere afsatte beløb på 2,4 mio. kroner.
REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY: Brøndby Kommunalbestyrelse holder møde i morgen, hvor der blandt andet søges om en anlægsbevilling på 2.235.000 kroner til udskiftning af belægning på kunstgræsbane 12 på Brøndby Stadion.
Den eksisterende belægning på bane 12 er fra 2006 og nedslidt, og skal skiftes ud. Udgiften på 2.235.000 kroner er inklusiv bortskaffelse af gammelt tæppe og indfyld af granulat.