Byggenyt
VESTBJERG: Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 5-6-103 Boliger, Højgården, Vestbjerg endeligt.
Klagefristen til Natur- og Miljøklagenævnet udløber 4. november 2015.
Formålet med planerne er at give mulighed for at opføre boliger på hjørnearealet mellem Stråtaget og Mejlstedvej i Vestbjerg. Her har tidligere været en gård, som nu er revet ned.
Vestbjerg ligger på en bakkeø, og lokalplanområdet ligger på kanten af bakkeøen. Der er derfor et relativt stort terrænspring indenfor lokalplanområdet.
Nedenfor bakkeskrænten skal der etableres fælles opholdsarealer og anlægges en regnvandssø til brug for hele lokalplanområdet.
Lokalplanen giver mulighed for at bygge 12-14 parcelhuse øverst på bakkeskrænten. Husene kommer til at udgøre den nye bykant og vil derfor være meget synlige fra arealerne syd for.
REGION SYDDANMARK
NORDBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune har besluttet at anbefale byrådet at godkende et forslag til lokalplan 1.6-1 Mjelsgård, Færgevej 9, Nordborg.
Lokalplanen skal gøre det muligt at etablere et historiecenter med kreative værksteder samt overnatning i form af bed and breakfast og ferielejligheder for 20 – 30 gæster på Mjelsgård på Nordals i overensstemmelse med ejendomsejerens ønsker.
Mjelsgård kan spores tilbage til middelalderen hvor den var en af de Nordalsiske voldsteder. I 1942 nedbrændte stuehuset på gården, da britiske Royal Airforce fly ved en fejl bombede Mjels. Kort efter genopførte man Stuehuset i bedre byggestil. Flere af gårdens bygninger har væsentlige bevaringsværdier, i form af arkitektur, kulturhistorie og miljøet i området.
Formålet med lokalplanen for Mjelsgård er at omforme området til et turisme- og fritidsområde, samt at sikre områdets bevaringsværdier.
AARØSUND: Tegnestuen Mejeriet har på vegne af ejeren ansøgt om landzonetilladelse til at etablere i alt fem ferieboliger i eksisterende bygninger på adressen Gammelbrovej 53, Aarøsund.
Aarøsund er udpeget som et af kommunens fyrtårne i turisme sammenhæng.
Skov og naturstyrelsen har i 2004 meddelt tilladelse til udlejning af i alt højst 10 ferieenheder, værelser/lejligheder indrettet i overflødiggjorte driftSbygninger.
I forhold til naboerne har der været meget kraftige indsigelser mod planen.
I forhold til proces og tilladelsesform ville Haderslev Kommune kunne udarbejde en lokalplan, men ansøger har foretrukket at få forholdet lovliggjort/tilladt via en landzonetilladelse.
Udvalget for Plan og Miljø, der så på sagen forleden, er indstillet på at meddele landzonetilladelse.