23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION SYDDANMARK

SØNDERBORG: Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt, at ejendommen Smedevænget 14 i Guderup, ejendommen Skydebanevej 1a i Kær, ejendommen Nederbyvej i Rinkenæs og ejendommen Midtborrevej 2 i Kær rives ned.

VEJEN: Vejen Byråd har godkendt tillæg nr. 7 og tillæg nr. 9 til Vejen Kommunes Spildevandsplan 2008-2011.

Forslag til tillæg nr. 7 til Vejen Kommunes Spildevandsplan 2008-2011 vedrører udbygning af eksisterende kloakopland i Vejen. Det er det første område i Helhedsplanen for ’Kongeengen’, som er en større plan for byudviklingen i den sydlige del af Vejen by. Byudviklingen er bygget op omkring et stort fælles grønt areal kaldet Kongeengen, som vil strække sig fra Skodborghusvej i øst til de åbne marker i vest.

Ejendommene i området skal aflevere vand på terræn. Langs boligveje etableres grøfter, som vandet skal ledes til fra ejendommene. Vejnettet er udlagt i bløde kurver, så det følger ter­rænet, og så de samtidig kan indgå i et sammenhængende system til lokal afledning af regnvand. Regnvandet skal ledes langs vejene gennem åbne render, regnbede eller grøfter og videre ud i regnvandsbassin i det grønne område. Spildevand ledes til rensning på Vejen Renseanlæg.

Forslag til tillæg nr. 9 vedrører udbygning af eksisterende kloakopland i Jels. Det nye område hedder Mariegårdsparken. Området ligger mellem Jels Vamdrupvej og Koldingvej. Området planlægges udført som separatkloakering. Spildevandet renses på Rødding Renseanlæg.

REGION SJÆLLAND

ROSKILDE: Der er udviklet et forslag til Visions- og Udviklingsplan for Svogerslev Grusgrav, tre modeller for den fremtidige drift og udvikling samt forslag om nyt navn til området. Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune vedtog på sit seneste møde, at planen skal være ramme for den fremtidige udvikling af Svogerslev Grusgrav. Udvalget traf også principbeslutning om, at Svogerslev Grusgrav overdrages til Naturstyrelsen, og at Svogerslev Grusgrav fremover skal hedde ”Lynghøjsøerne”.

Beslutningskompetencen ligger hos byrådet.

Grusgraven ønskes udviklet til et aktivt rekreativt område til glæde for borgere og for naturen. Der skal således skabes gode fysiske rammer for friluftsliv, sundhedsfremme og rekreativ udfoldelse, især for Roskilde Kommunes borgere og særligt for nærliggende boligområder. Der skal være gode muligheder for leg og læring særligt for børn og unge, og den biologiske mangfoldighed skal fremmes.

RINGSTED: Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning vil gerne have borgernes input til, hvordan regnvand kan bruges rekreativt i ådalen, og alle med interesse i Ringsted Ådal er derfor inviteret til workshop lørdag den 24. oktober i Ahornhallen.

Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning ønsker at håndtere regnvandet fra Ringsted midtby på en miljørigtig måde, der sikrer, at vandet ikke gør skade for hverken Ringsted by eller naturen, inden det føres tilbage til ådalen, hvor det naturligt hører hjemme. Målsætningen med projektet om Ringsted Ådal er at skabe en positiv synergi mellem håndteringen af regnvand, byudvikling, beskyttede værdifulde naturarealer, potentielle nye naturområder og borgernes rekreative udnyttelse af området.

BENLØSE: Ringsted Byråd har i forbindelse med et klimatilpasningsprojekt i Benløse Bypark truffet beslutning om design og bevilget penge til rekreative elementer i parken.

Den grundlæggende tanke med designet er at skabe en multifunktionel park, der indbyder til ophold, og dermed giver området liv.

Parken er inddelt i to områder, område 1 og område 2. For at skabe en åben og lys park er tanken at tynde kraftigt ud i den lavere beplantning og fjerne nogle af de store træer i begge områder. Område 1 er primært disponeret til forsinkelsesbassiner og gennemgående passage. Tanken er, at bassinerne vil blive fyldt op én efter én. Fra det sidste bassin pumpes vandet ind til en vandrende i område 2. Jorden fra udgravning af bassinerne opbygges i mindre forhøjninger i området. Der anlægges en gennemgående sti med små stik veje ind og ud af området. Der placeres enkelte bænke og affaldsbeholdere langs stiforløbet.

Område 2 disponeres primært til rekreative tiltag. Her er stisystemet tænkt som et kryds ført fra hjørne til hjørne med flere små stikveje ind, ud og rundt i parken. I krydsets midte findes parkens hjerte, hvor de fleste sociale aktiviteter samles i forskellige funktionsopdelte zoner. Fra parkens hjerte er der kig til kælkebakken mod sydvest, og i nordøst er der kig til en ny fem-mands minifodboldbane. Der placeres bænke og affaldsbeholdere langs stiforløbet, samt enkelte granitblokke som uformel siddeplads rundt omkring i området.

Designplanen skal ses som et arbejdsværktøj til den kommende detailprojektering af hele klimatilpasningsprojektet.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079