23948sdkhjf

Nedriverdirektør: Fjern brodne kar med nedbryder-autorisation

Nogle læsser stadig af i en grøft, mens andre kæmper for at leve op til alle regler, mener Flemming Hvidberg
Det er blevet langt bedre de senere år. Men det er ikke godt nok endnu. Der er stadig brodne kar i nedbrydningsbranchen, som hellere læsser af i en grøft, end respekterer miljøet og følger reglerne.

Det mener Flemming Hvidberg, direktør for og indehaver af nedbrydningsfirmaet Hvidberg A/S med base i Struer. Han ser samtidig en udvej til at komme nedbrydnings-fuskerne til livs:

”Jeg ser gerne en autorisation, ligesom kloakmestrene har det. Hvis det kræver en autorisation for at udføre nedbrydningsarbejde, er jeg overbevist om, at vi kan få luget de brodne kar fra”, siger Flemming Hvidberg.

Det er 40 år siden, Flemming Hvidbergs far, Knud Erik Hvidberg, startede firmaet som vognmandsvirksomhed og samtidig ”begyndte at vælte nogle huse”.

I år 2000 droppede Flemming Hvidberg sin karriere i dagligvarebranchen og vendte hjem til firmaet, da hans far ønskede at trappe ned. Flemming Hvidberg trappede op. I 2002 købte Hvidberg sin første betonknuser. For fem år siden havde firmaet en snes medarbejdere på lønningslisten. I dag er der godt 40. En af de senest ansatte er en miljømedarbejder.

Forbereder ISO

”Hun arbejder helt og holdent med miljø. Sørger for, at vi har papirerne i orden på alle de projekter, vi arbejder med og samtidig, at arbejdsmiljøet er i orden hele vejen rundt i virksomheden. Netop nu er hun i gang med at forberede firmaet til ISO-certificering. Vi har valgt at være meget målrettede. Hvidberg er et nedbrydningsfirma. Vi laver ikke jordarbejde eller andre entreprenøropgaver. Kun nedbrydning, hvor vi så til gengæld satser på at være blandt de bedste”, siger Flemming Hvidberg.

”Nedbrydning bliver vanskeligere og vanskeligere, og det er egentlig helt i orden. Vi har ansat dyre medarbejdere til at sørge for, at vi kører efter reglerne. Vi kæmper for at gøre alting rigtigt. Derfor er det naturligvis irriterende med de nedbrydere, der ikke respekterer miljøet og spiller efter samme regler som vi andre”, fastslår Struer-nedbryderen.

Store krav

I øjeblikket er Hvidberg-folk i gang med indvendig nedbrydning i forbindelse med en totalrenovering af seks boligblokke i Ikast. Herning-entreprenørfirmaet C. C. Contractor har hovedentreprisen på projektet, hvor Flemming Hvidbergs mandskab vil være beskæftiget i endnu et par år.

”Vi rydder fuldstændig op efter os. Ved indendørs nedbrydning tager vi kun én eller to opgaver ad gangen for at sikre, at vi leverer optimalt. Der stilles store krav til dokumentation ved indvendig miljøsanering, og det er vel ikke alle nedbrydningsfirmaer, der kan leve op til kravene. Vi har arbejdet blandt andet på regionshospitalet i Viborg uden anmærkninger, og vi skal snart i gang på Thisted Sygehus”, fortæller Flemming Hvidberg.

Ny plads og masser af plads
”Jeg har ingen drømme om, at vi skal være 200 mand. Vi vil ikke være større, end at vi kan magte det”.
Sådan siger direktør og indehaver Flemming Hvidberg om Nedbrydningsfirmaet Hvidberg A/S. Det er så ikke samtidig et signal om stilstand i Struer. Inden for få år er medarbejderstyrken fordoblet, og Flemming Hvidberg arbejder med planer om en ny knuseplads.
”Den eksisterende er simpelthen for lille, så vi skal have en ny modtageplads til håndtering af tegl, beton, jern, træ og jord, siger Flemming Hvidberg.
Selve virksomheden Hvidberg A/S er også i nye rammer. Da de oprindelige 800 kvadratmeter ikke længere kunne følge med ekspansionen, købte firmaet for et par år sien den tidligere Rationel vinduesfabrik på Industrivej i Struer. Her har Hvidberg nu 40.000 kvadratmeter grund og 24.000 kvadratmeter bygninger. 15.000 af dem er lejet ud, mens firmaet selv bruger resten.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.253