23948sdkhjf

Politikere tror stadig på Femern

Lavere entreprenørpriser har gjort flere af forligspartierne bag Femern-forbindelsen mere optimistiske. Andre er stadig bekymrede for projektet
Efter et møde i går i Transportministeriet, hvor bestyrelsen fra Femern A/S fremlagde de nye entreprenørtilbud, er flere af transportordførerne fra forligskredsen mere positive omkring det store infrastrukturprojekt.

Transportordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, mener, at de lavere priser gør, at projektet går i den rigtige retning.

”Der har været en fornuftig udvikling. Nu har vi sendt Femern A/S’ ledelse og bestyrelse hjem med en række opgaver. De skal blandt andet levere nogle beregninger, så vi kan få det totale overblik over projektets økonomi, forsinkelser og myndighedsgodkendelse”, siger han.

Det samme mener Villum Christensen, der er transportordfører for Liberal Alliance.

”Jeg kan ikke nævne konkrete tal, men priserne er gået ned med et betydeligt beløb, og økonomisk ser projektet mere fornuftigt ud nu. På næste møde får vi en mere detaljeret gennemgang af priserne, og hvad der er at spare i forhold til eksempelvis tilbagebetalingstiden. Jeg har hele tiden troet på, at projektet nok skal blive til noget, og det gør jeg også efter det seneste møde”, siger han.

Ser problematisk ud

Mindre optimistisk er den radikale transportordfører, Andreas Steenberg.

”Lige nu ser det meget problematisk ud. Jeg tror på, at projektet bliver til noget, men det er sagt med alle forbehold. Femern A/S er stadig i gang med at forhandle om priser, og de tror på, at de kan få dem forhandlet ned. Hvis ikke priserne bliver forhandlet ned og EU støtter med et større beløb, så bliver projektet ikke til noget”, siger han.

Hos SF ser transportordfører, Karsten Hønge på projektet med bekymring.

”Vi var bekymrede før det seneste møde, og det er vi stadig. Men der er grund til at fortsætte processen. Vi står stadig bag forliget, men den usikre tyske godkendelsesproces gør, at vi er endt i en situation, hvor der er mange usikkerheder”, siger han.

Læs også: " Femern-entreprenører har skåret milliarder af tilbud ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156