Byggeriet i fælles front for videnscenter
Står det til regeringen skal Videnscenter for energibesparelser i bygninger lukkes. Dårlig idé, mener byggeriet, der nu har skrevet til minister
Med regeringens finanslovsforslag har videnscentret ellers fået sparekniven og står til at skulle lukke med årets udgang.
I brevet, der er stilet til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), argumenterer organisationerne for, at Videncentret bidrager væsentligt til, at bygge- og installationsbranchen kan løfte den store opgave, der ligger i at energieffektivisere den bestående bygningsmasse.
Viden går tabt
Dansk Byggeri er blandt brevets medunderskrivere. Her håber direktør Michael H. Nielsen, at regeringen ændrer mening.
”Det ville være ærgerligt, at lukke Videnscentret nu. De er kommet bredt rundt blandt bygningsejerne og har formidlet væsentligheden af energibesparelser i bygninger. Hvis centret lukker, går den viden, der er blevet opbygget, tabt”, siger han og udtrykker samtidig bekymring over nedprioriteringen af indsatsen for energi effektivisering i regeringens finanslovsforslag.
Videncenter for energibesparelser i bygninger er etableret som led i den energipolitiske aftale fra februar 2008 og videreført som en del af energiaftalen fra marts 2012.
Med aftalen blev afsat 60 mio. kroner årligt til en energieffektiviseringspakke. Den pakke har blandt andet finansieret Videncenter for energibesparelser i bygninger med en bevilling på fem mio. kroner årligt.
Andre medunderskrivere af brevet til ministeren er Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Tekniq og Håndværksrådet.