Virksomhedsleder: Fri tone er en del af kulturen i byggeriet
Det passer ikke, at byggebranchen ikke har fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Men byggepladser er ikke en systue og tonen må gerne være fri, mener leder
Ordene er Christian Dahl Pedersens. Ud over at være murermester i den sjællandske virksomhed J. Ole Pedersen, der har 110 ansatte, er han også oldermand i Københavns Murerlaug. Han er som leder af virksomheden meget opmærksom på, at medarbejderne er glade for at gå på arbejde og at de trives i de sjak, de går i, og er derfor meget skeptisk over for Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse, der viser, at hver sjette lønmodtager i byggeriet har følt sig mobbet indenfor det seneste år.
”Jeg synes tallet virker meget højt og jeg kan slet ikke genkende billedet. Mit indtryk er, at dem der søger ind i byggeriet er glade for kulturen omkring at være håndværker og for den fri tone på byggepladsen. Den kultur må man ikke ødelægge. Byggepladser skal være en systue”, siger Christian Dahl Pedersen.
Fokus på medarbejderne
Han erindrer kun en enkelt sag i sin tid som leder af virksomheden, hvor en lærling ikke trivedes.
”Det tog vi meget alvorligt og fik hurtigt taget hånd om. Det er meget vigtigt, at alle der går på arbejde har en god dag og er glade. At påstå, at der i byggebranchen ikke er fokus på det psykiske arbejdsmiljø, det er ikke rigtigt. Vi er meget opmærksomme på, at medarbejderne trives”, siger han.
Læs også: " Hver sjette byggearbejder oplever mobning ".