DAGENS LEDER: Plat på lærlinge
Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad
Det er meget flot at pakke tiltaget ind i et ønske om at hjælpe erhvervslivet i gang med at tage lærlinge ind. For lærepladser har vi virkelig brug for. De unge står i kø, og netop på Sjælland er der dokumenteret et lidt større behov for at motivere virksomhederne til at tage flere lærlinge ind.
Men det er noget plat at spille på, at man vil hjælpe flere lærlinge i gang, når det nu engang bare drejer sig om at låne penge ud.
Det er ren markedsføring, og har reelt set intet at gøre med at hjælpe samfundet i gang. Stiftelsesomkostningerne for det første rentefrie år viste sig i første omgang så høje, at de fuldstændigt svarer til den rente, man skal betale andet år.
Det var indtil Licitationen henvendte sig. Så bortfaldt de.
Det er langtfra første gang man ser denne form for finansiering. Det er helt det samme med billån, hvor etableringsomkostningerne udgør forskellen mellem den høje og lave rente - og nogle gange mere til.
Derfor skal man - også som håndværksmester, tage sig i agt, når man indgår sådanne aftaler. Det kan godt betale sig at tage regnemaskinen frem, og lige regne på, hvor meget etableringsomkostningerne egentligt svarer til, omregnet i renter.
Vi har længe ventet på en opblødning fra bankernes side, og nu kom den så - tror man.