23948sdkhjf

Danske og udenlandske aktører kæmper om Odense letbane

De prækvalificerede, som får lov til at byde på Odense letbanes transportsystem og vogne, er fundet. Blandt de udvalgte er både danske og internationale virksomheder
Nu er det afgjort, hvilke virksomheder, der får lov til at byde på Odense Letbanes transportsystem og vogne. Femten ud af i alt 36 ansøgere er blevet prækvalificeret og deltager derfor i udbudsprocessen.

Nogle virksomheder byder alene – andre er gået sammen i konsortier for at løfte opgaven med at byde på de første to udbudte ud af i alt fire udbudspakker hos Odense Letbane P/S.

”Interessen for at få lov til at byde på letbanen har været stor, og vi har derfor opnået en optimal konkurrencesituation. Vi har valgt at prækvalificere fem bydere indenfor for hver udbudspakke og dertil fem konsortier, som byder på både transportsystemet og vognene på én gang”, siger adm. direktør for Odense Letbane P/S, Mogens Hagelskær i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Der er tale om et bredt felt, hvor både danske og internationale virksomheder indgår – virksomheder som alle er kendte for at levere høj kvalitet”.

Rigtigt med skift i strategi

Han glæder sig over de mange interesserede ansøgere, og peger på, at beslutningen om at skifte udbudsstrategi fra én stor udbudspakke til fire har virket efter hensigten.

”I slutningen af sidste år stod vi med ét interesseret konsortium til at byde på letbanen, hvis den skulle leveres i én stor pakke med både vejarbejde, transportsystem, vogne og drift. Nu kom der i alt 36 ansøgninger til de to udbudspakker vedrørende transportsystemet og letbanevognene. Det viser, at det var den rigtige beslutning, vi tog sammen med Økonomiudvalget, da vi ændrede udbudsstrategi”, siger han.

De prækvalificerede har nu et par uger til at melde fra, hvis de alligevel ikke er interesserede i at byde på letbanen.

Udbudsprocessen begynder i november og vil vare omkring halvandet år, lyder det.

De prækvalificerede
Når det gælder skinner, master, ledninger, stationer og vedligeholdelsescenter – også kaldet transportsystemet – er de to danske virksomheder Siemens og Aarsleff Rail blevet prækvalificeret til at byde som et konsortium. Et andet bydende konsortium kalder sig ACE Consortium og består af de europæiske virksomheder Acciona og Efacec samt danske CG Jensen. På transportsystemet er også Ansaldo, Strukton-Arkil og Comsa blevet prækvalificeret som enkeltstående ansøgere.

På letbanevognene bliver de bydende CAF, Alstom, Skoda, Stadler og Bombardier. Sidstnævnte er canadisk – de øvrige europæiske.

Endelig er der dannet fem konsortier, som er blevet prækvalificeret på både transportsystemet og vognene på én gang. Det drejer sig om Siemens og Aarsleff Rail, ACE Cons og Skoda (tilsammen kaldet ACES), Ansaldo og Stadler, Strukton-Arkil og Alstom samt et konsortium kaldet Odense Letbane Transport, som består af firmaerne Colas, Hanson, Aecom og CAF.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094