23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har givet tilladelse til at ændre anvendelsen af lejligheden Falkoner Allé 86, 1. tv. fra erhverv til beboelse.

Lejligheden er på cirka 120 kvm og har været anvendt til kontor.

FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har vedtaget, at der skal udarbejdes lokalplan for udbygning af Skolen på Duevej, så der sikres en moderne og tidssvarende skole med tilstrækkelig kapacitet.

Den eksisterende skole mangler plads samt mere tidssvarende faciliteter, og der ønskes opført en tilbygning på 1.150 kvm.

Området er omfattet af lokalplan nr. 74, men udvidelsen af skolen kan ikke indeholdes indenfor denne, og det aktuelle projekt kræver således en ny lokalplan.

Visionen er at Skolen på Duevej skal invitere indenfor, både fysisk og visuelt. Den nye skolegård skal være et nyt samlingspunkt og grønt hjerte i kvarteret, og den nye tilbygning skal være et bæredygtigt byggeri, der gennem sin arkitektur bidrager til at åbne skoleområdet mod omgivelserne. For at åbne skoleområdet mod omgivelserne er den nye bygning udformet så den fremstår let og lys. Åbenheden kommer endvidere til udtryk ved, at hele bygningens stueetage består af en multisal med et transparent udtryk, der sikrer en visuel forbindelse til den bagvedliggende skolegård. Bygningen udføres i tre etager med et rektangulært fodaftryk og en let asymmetrisk taghældning, der er inspireret af de mange forskellige tagkonstruktioner langs Duevej.

Projektet er udarbejdet i samarbejde med Aart/Nordic Arkitekter samt Masu planning.

Projektet er udviklet ud fra en række fokusområder. Det drejer sig om: Klimatilpasning og LAR (lokal afledning af regnvand), bæredygtigt byggeri (Dgnb) samt ”Drøn på Skolegården”.

REGION SYDDANMARK

ØRBÆK: Teknik- og Miljøafdelingen i Nyborg Kommune har på anmodninger fra Danrice A/S og Ørskov Food A/S udarbejdet lokalplanforslag for erhvervsområde ved Odensevej i Ørbæk. Lokalplanen skal muliggøre udvidelse af erhvervsområdet i overensstemmelse med afgrænsningen af området i kommuneplanen. Virksomhederne ønsker en anden arealfordeling mellem sig, ligesom de ønsker at få mulighed for udvidelse af bygningsmassen med blandt andet øget lagerkapacitet, udvidelse af produktionen og renovering af administrationsdelen.

Lokalplanforslaget indeholder to alternativer til vejbetjeningsmuligheder under hensyn til, hvorledes virksomhederne ønsker at udvide. Der forelægger endnu ikke et vejprojekt, som ville være nødvendigt som grundlag for en udbygningsaftale.

Planforslaget, der foreløbig er blevet godkendt af Teknik- og Miljøudvalget, planlægges offentliggjort fra 13. oktober til 8. december 2015.

NYBORG: Ejer af Harevænget 2, (som er en Spar-butik) har bedt Nyborg Kommune om en forhåndsgodkendelse til en ombygning af eksisterende købmandsbutik til fem lejligheder på hver cirka 80 kvm.

Ejeren af Spar ønsker at sælge ejendommen og ønsker så mange muligheder for ejendommens fremadrettede anvendelse som muligt.

Teknik- og Miljøudvalget, der har beslutningskompetencen, har besluttet at meddele ansøger, at kommunen vil udarbejde lokalplan, når der foreligger betinget købsaftale.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune har sagt god for, at der opføres et showroom i forbindelse med virksomheden Witt Ejendomme ApS på Gødstrup Søvej 9. Bygningen ønskes opført uden for byggefeltet.

Bygningen opføres som en dome beklædt med rødt canadisk cedertræ. Bygningen har et bebygget areal på 132 kvm og en højde på cirka 6,8 meter.

FAVRSKOV: Favrskov Byråd har godkendt en opdateret plejebolighandleplan som den overordnede ramme for den videre planlægning og udbygning af plejeboliger i kommunen.

Den opdaterede plejebolighandleplan belyser den nuværende kapacitet på plejeboligområdet og analyserer det fremtidige behov for plejeboliger, korttidspladser samt akutpladser i Favrskov Kommune. Der beskrives desuden udbygningsmuligheder på nuværende plejecentre i distrikt Nord og Syd.

Konklusionen i plejebolighandleplanen er, at der anbefales et nyt plejecenter i Hammel i Dommerparken med 60 plejeboliger, 18 korttidspladser og tre akutpladser i 2019, 60 nye plejeboliger i Hadsten eller Hinnerup i 2025 og etablering af yderligere tre korttidspladser i tilknytning til eksisterende korttidspladser i 2025.

HORSENS: Horsens Byråd har godkendt en helhedsplan for renovering af Andelsboligforeningen Odinsgaard, afd. 1 - Sønderbro.

Afdelingen består af 19 boligblokke med i alt 445 boliger. Bygningerne er opført i perioden 1941 til 1959. Efter renoveringen vil afdelingen bestå af 439 familieboliger, hvoraf 130 får forbedret tilgængelighed.

Der investeres godt 333 mio. kroner i renoveringen.

Renoveringen er nødvendig, fordi boligerne i dag udover den manglende tilgængelighed også har byggetekniske problemer og et højt energiforbrug.

De samlede arbejder omfatter isolering af alle ydermure, nyt ventilationsanlæg med varmegenindvending i alle lejligheder, 130 ud af 445 boliger bliver gennemrenoveret med fuld tilgængelighed, boliger med forbedret tilgængelighed får nye køkkener, baderum og større altaner, ny kloak, delvis udskiftning af tagbelægninger og efterisolering af tagrum, udvendige opholdsarealer renoveres, opførelse af nyt fritliggende beboerhus på cirka 390 kvm, som også kommer til at rumme boligorganisationens administration i stueplan.

VIDEBÆK: Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har vedtaget Lokalplan 389 og et tilhørende kommuneplantillæg for et område til boligformål ved Højsagervej i Videbæk endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet for at give mulighed for etablering af et nyt boligområde i forlængelse af Videbæk mod vest. Boligerne skal opføres som åben-lav bebyggelse. I et mindre delområde mod øst giver lokalplanen dog mulighed for, at boligerne kan opføres som åben-lav og/eller tæt-lav boligbebyggelse.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109