Anlægsnyt
JAMMERBUGT: Ørebro Boldklub har på vegne af en samarbejdsgruppe søgt Jammerbugt Kommune om hjælp til etablering af aktivitetsmuligheder på en nedlagt fodboldbane i Ørebro. Det er planen at lave et aktivitetsområde for børn og turister med bålhus, skaterbane, MTB-bane og shelters. Der tænkes også cykelturisme ind i projektet på længere sigt blandt andet med etablering af toiletforhold.
Jammerbugt Kommune har givet brugsret til området og de lokale foreninger vil stå for fremtidig vedligeholdelse af området, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Sagen har været på Kommunalbestyrelsens møde i september, og det blev vedtaget, at projektet sættes i gang som et faseopdelt kommunalt projekt.
Første fase indeholder etablering af bålhytter og MTB-bane, planen for fase to er en skaterbane og i fase tre venter etablering af toilet til cykelturister.
Arbejdsgruppen har søgt midler ved Friluftsrådet, Lokale- og Anlægsfonden, Nordea fonden og Klim Sparekasse. Jammerbugt Kommune har også støttet projektet med økonmiske midler.
REGION SYDDANMARK
KOLDING: Første generation af statens vandplaner angiver, at kommunerne skal gennemføre en række vandløbsrestaureringsprojekter for at sikre god økologisk tilstand i udvalgte vandløb.
Kolding Kommune har på den baggrund fået tilsagn om tilskud til at gennemføre to forundersøgelser ved udvalgte vandløbsspærringer, og til gennemførelse af et realiseringsprojekt, der tidligere er forundersøgt.
Det ene projekt vedrører Nr. Stenderup Bæk, hvor der gennemføres forundersøgelse med henblik på omlægning af vandløb omkring en sø. Det andet vedrører Gudsø Mølle Å, hvor der gennemføres en forundersøgelse med henblik på fjernelse af spærring.
Realiseringsprojektet vedrører Eltang Bæk og handler om omlægning af rørunderføringer.
Alle undersøgelser gennemføres i løbet af 2015/16. Projekterne er udgiftsneutrale, idet Naturstyrelsen dækker samtlige projektomkostninger.
Sagen er i øjeblikket til politisk behandling i Kolding Kommune.
AABENRAA: Aabenraa Byråd har frigivet en anlægsbevilling på 1,3 mio. kroner til trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger samt en anlægsbevilling på 200.000 kroner til gennemførelse af trafiksikkerhedsinspektion.
Kommunen har gennemført en trafikinspektion, og der er for de registrerede problemer udarbejdet forslag til løsning.
Byrådet gav forvaltningen bemyndigelse til ud fra den udarbejdede rapport ”Trafiksikkerhedsinspektion af udvalgte veje i Aabenraa Kommune” at udvælge, hvilke trafiksikkerhedsprojekter der skal udføres, idet der ved udvælgelsen lægges vægt på at få mest mulig sikkerhed for pengene.
VEJLE: Der skal etableres supercykelsti gennem Vejle by, og forberedelserne hertil gennemføres i disse dage.
Parkeringspladserne vil blive fjernet langs Blegbankens nordlige side ind imod Mariaparken, og der etableres en midlertidig cykelbane, indtil anlægsarbejdet med den ny supercykelsti går i gang. Projektet udføres af Munck Forsyningsledninger a/s og forventes afsluttet omkring den 1. oktober.
Den kommende supercykelsti vil forbinde Bredballe mod øst og Skibet/Bredsten mod vest og har et forløb forbi banegården via Havnegade og Vestre Engvej.
REGION SJÆLLAND
STENLILLE: Sorø Kommune har givet tilladelse til et regnvandsbassin på cirka 750 kvm på Bakketorvet 11, Stenlille.
Klagefristen udløber den 19. oktober 2015.
LOLLAND: Teknik og Miljø i Lolland Kommune har i sidste uge givet tilladelse til etablering af jordvarmeanlæg på Kirkehældevej 33, Maribo og til etablering af jordvarmeanlæg på Stensgaard Allé 1, Harpelunde.
Derudover er der givet tilladelse til krydsning af kommunevandløb ved Løjtofte og Karleby ved kloakledninger, og der er meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til udvidelse af sø og tilledning af tagvand til søen, der ligger på Knuthenlund Gods.
LEJRE: Lejre Kommunalbestyrelse har godkendt en aftale med ejeren af Hyllegårdsudstykningen om anlæggelse og tilslutning af adgangsvej gennem den grønne kile. I den forbindelse sagde kommunalbestyrelsen også god for at etablere bump på Horseager.
REGION HOVEDSTADEN
HUNDESTED: Halsnæs Byråd har sagt god for, at Parallelvej i Hundested istandsættes med granit-kantsten i begge sider, og at der igangsættes en opklassificering af vejen til offentlig vej.
Kommunen investerer 240.000 kroner i istandsættelsen.