23948sdkhjf

Højt niveau hos nyudlærte brolæggere

14 nye brolæggere har fået udleveret deres svendebreve på de tre uddannelsessteder i Danmark. Niveauet ved svendeprøven var højt i hele landet, og oldermand Claus Johnsen spår de nyudlærte svende en god fremtid i faget
Det var glædens dag i brolæggerbranchen, da der i Horsens, Aarhus og København blev uddelt svendebreve til 14 nyudlærte brolæggersvende. Foruden den teoretiske del bestod svendeprøven denne gang i at sætte en overkørsel i bro- og chaussésten. Oldermand i Brolæggerlauget under Dansk Byggeri, Claus Johnsen, havde æren af at være skuemester ved svendeprøven på Københavns Tekniske Skole og ifølge ham, har de nyudklækkede brolæggersvende god grund til at være stolte.

Betyder alt

”Det betyder alt for brolæggerfaget, at der bliver udlært dygtige svende, og det er gået rigtig godt i år i hele landet. Niveauet har været meget højt, og holdene har været gode til at holde modet oppe hos hinanden. Selvom de kommer fra hver deres firma, har sammenholdet været godt, og det resultat, de har præsteret, er rigtig flot. De kan være stolte af sig selv, og jeg er sikker på, at fremtiden tegner godt for dem”, siger Claus Johnsen, der i sin tale lagde vægt på, at de nye svende nu kan se frem til mere ansvar, men skal huske at passe på kroppen, mens de udfører deres arbejde.

En af dem, der med skiftet fra lærling til svend kan se frem til mere ansvar på arbejdspladsen, er Frederik Victor Groth Bøtcher. Den nyudlærte brolæggersvend har været dele-lærling hos Hvidovre Kommune og Brolæggermester Claus Nestved og afsluttede svendeprøven med ros.

En lang kamp

”Det er en lettelse og dejligt at være færdig med noget, jeg har kæmpet for i så lang tid. Jeg havde været tilfreds med at bestå svendeprøven, men det er et ekstra skulderklap, at jeg slutter det hele af med at få ros”, siger Frederik Victor Groth Bøtcher.

Med de 14 nyudlærte brolæggersvende er der blevet udlært 23 på landsplan i 2015. En god fremgang i forhold til 2014, hvor der kun blev udlært 16.

”Det ville være en drøm, hvis vi kan ligge mellem 30 og 40 svendebreve om året. Det er nødvendigt, for at holde nogenlunde trit med den afvikling, der er med de mange ældre, der går på pension. Det skal gerne balancere sådan, at antallet af folk, der går i gang med uddannelsen, er lige så stort som antallet, der går på pension. I den nærmeste fremtid skal jeg ud på de tekniske skoler i hele landet for at overbevise de unge om, at de skal vælge brolæggerfaget, så vi kan få øget tilgangen til faget i fremtiden”, slutter Claus Johnsen.

sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117