23948sdkhjf

Konkurrence om en ny arkitektskole skudt i gang

Aarhus skal have ny arkitektskole i 2020. I går blev der åbnet for arkitektkonkurrencen, der forventes at få store internationale navne med på banen
Den åbne internationale arkitektkonkurrence om at tegne Aarhus’ nye arkitektskole på de gamle godsbanearealer er nu i gang.

Forude venter en proces, der for især seks afsluttende firmaer vil kræve mange kræfter.

Men det er også første gang nogensinde, at en ny arkitektskole skal bygges i Danmark.

Bygningen, der kan blive op til 17.000 kvm, skal have funktion af et effektivt og bæredygtigt undervisningshus og i design og materialer være en inspirator for eleverne, selv om ”bygningen i sig selv ikke forventes at være et kunstværk, snarere en fysisk ramme for konstant forandring; et laboratorie for arkitektur”, som udbudsmaterialet fra Bygningsstyrelsen formulerer det.

”Vi har med andre ord sagt, at vi ikke stiller specifikke krav til programmet for den nye skole, før vi kommer til næste skridt”, siger Torben Nielsen, der er rektor på Arkitektskolen Aarhus, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Flere trin

Tre tegnestuer bliver prækvalificeret. Og derudover bliver der fundet tre vindere, til projektet med en forventet byggesum på cirka 200 mio. kroner.

”Disse seks får adgang til den næste konkurrence til april 2016, hvor vi skal have fundet et projekt. Derefter laver vi program til det endelige hus, ud fra de forslag, der er kommet. Det vil sige en intern diskussion om, hvordan vi aflæser projekterne, hvad tror vi på - og så skal de seks konkurrere om det endelige hus, som så går til tredje trin i en omvendt licitation, pris spiller en rolle, og hvor entreprenører byder ind. Og her samarbejder arkitekt tæt med entreprenør. Så det er ikke en standardmodel,” understreger Torben Nielsen.

Hvad vi uddanner til

”Vi har insisteret på, at det bliver en åben international konkurrence, eftersom det er det, vi uddanner de nye arkitekter til. Vi uddanner ikke til, at det hele skal afgøres i prækvalifikationer med fem firmaer. Og for det andet vil vi hindre, at virksomhederne skal levere store mængder materiale til første del. Der bliver nemlig brugt mange spildte ressourcer i de første faser. Det vil vi med denne opgave først lægge ind i trin to”, sagde Torben Nielsen til Licitationen 12. august, i et interview om den nye skole, der skal afløse lokalerne i Nørreport 20.

Samme lokaler, der i 1965, ved etableringen af skolen, var ment som rent midlertidige.

”I 2020 står vi forhåbentlig med en ny skole, der giver en følelse af at være i et ægte laboratorie for eksperimenter i arkitektur”, siger Torben Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115