23948sdkhjf

Næstved vil skabe job i byggebranchen

Næstved Kommune er ved at indrette en tidligere papirfabrik til et industriområde for virksomheder indenfor byggesektoren, der genanvender brugte materialer.
Virksomheder inden for byggesektoren skal blive bedre til at genanvende materialer og producere nye produkter ud af disse.

Det mener Næstved Kommune, som er i færd med at ombygge en nedlagt papirfabrik ved Næstved Havn til et nyt område for grønne virksomheder.

Projektet kaldes Ressource City, og her vil containere i efteråret 2015 være omdannet til en klynge af moderne kontorer og produktionslokaler. Ambitionen er at skabe nye produkter baseret på genanvendelse fra byggebranchen samt 100 nye arbejdspladser.

”Vi mærker stor efterspørgsel både fra politisk- og forbrugermæssig side efter at genanvende affald til nye materialer og produktløsninger. Det er især interessant inden for bygge- og anlægssektoren, som har et enormt uudnyttet potentiale for at genvende de mange tons affald, branchen smider ud. Derfor satser vi på at skabe nye produkter og 100 nye arbejdspladser baseret på genanvendelse fra byggebranchen”, siger Sara Gundelach Vergo, projektleder ved Ressource City.

Fokus på byggeaffald

Næstved Erhverv, der står for kontakten til virksomhederne, fortæller, at der i Ressource City er ved at blive etableret en klynge af virksomheder med fokus på byggeaffald.

”Vi har allerede skabt en mikroklynge af tre virksomheder inden for byggeaffaldssegmentet, som starter produktionen i løbet af efteråret. Det er entreprenører, der benytter affald fra murer, tømrer og snedkere til skabe nye produkter, og denne konstellation er ikke set før i dansk kommunalt regi”, siger Lars Schack, chefkonsulent i Næstved Erhverv.

Samarbejder med DTU

Den nye grønne industriklynge i Næstved skaber viden på tværs af borgere, iværksættere, private virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Eksempelvis vil studerende fra Danmarks Tekniske Universitet og Arkitektskolen sammen med etablerede virksomheder forsøge at finde frem til nye løsninger indenfor upcycling.

”De studerende skal være med til at udvikle nye produkter, teknologier og vidensgrundlaget for industrivirksomhederne i Ressource City. Forskning indenfor upcycling, hvor affald betragtes som ressourcer og potentielle nye produkter, er i hastig udvikling. Derfor er det spændende, at både DTU og Arkitektskolen foreløbigt har sagt ja til at være med i projektet,” siger Sara Gundelach Vergo.

Næstved Kommune har i alt modtaget 4,1 mio. kroner fra Miljøstyrelsen til opbygningen af Ressource City, og kommunen satser især på at tiltrække virksomheder inden for byg og anlæg, elektronik, emballage samt tekstiler.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.902