23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN: Borgerrepræsentationen i København har i forbindelse med Budget 2015 besluttet at udarbejde en ny helhedsplan for Østre Gasværksgrunden. Helhedsplanen inkluderer forundersøgelser af en ny permanent skøjtehal med en eller to baner, boliger som enten almene familie- og/eller ungdomsboliger og eventuelt private boliger med et boligetageareal på mellem 11.000 og 30.000 kvm samt et plejecenter med cirka 100 boliger, i alt cirka 9.000 kvm. Københavns Kommune ejer Østre Gasværksgrunden, som er stærkt forurenet.

Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde den 24. august tage stilling til helhedsplanen. Helhedsplanens scenarie 3 for Østre Gasværksgrunden der muliggør opførelse af plejecenter, boliger og skøjtehal indstilles til godkendelse.

De forskellige scenarier indeholder blandt andet forskellige bebyggelsesprocenter.

I februar 2016 forventes et forslag til lokalplan at være klar til forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

Det er målet, at en ny skøjtehal skal stå færdig til ibrugtagning i 2018.

KØBENHAVN: Der arbejdes med planer om at etablere et Kampsportens Hus i København. Arbejdet med Kampsportens Hus har afsæt i et hus på 3.000 kvm. Huset indeholder 10-12 træningslokaler på 14x14 meter og en rumhøjde på 3-3,5 meter. Dertil indeholder huset fælles faciliteter med blandt andet omklædning og møderum og udadvendte funktioner som for eksempel café.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med interessentgruppen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen fundet frem til, at det er muligt at placere Kampsportens Hus på en af to kommunalt ejede grunde i København NV og N, nemlig enten på Skodagrunden i krydset ved Lygten og Frederikssundsvej eller på Ragnhildgade 1. Forvaltningen anbefaler at placere huset på Skodagrunden.

Der har været indledende drøftelser med flere af de store fonde. Når beslutningen om placering er truffet, går forvaltningen i dialog med de store fonde om et samarbejde om udviklingen og realiseringen af Kampsportens Hus.

Der planlægges med en tidshorisont på tre år fra politisk godkendelse til færdigt byggeri. For Ragnhildgade 1 vurderes byggeriet ibrugtaget medio 2018. For Skodagrunden skal der indregnes en lokalplanproces af 52 ugers varighed. Byggeriet vurderes derfor ibrugtaget medio 2019. Dette kan fremskyndes ved, at projektering igangsættes tidligere.

Kultur- og Fritidsudvalget har sagen på dagsordenen den 24. august.

REGION SJÆLLAND

ROSKILDE: Til november skyder Roskilde Kommune en plankonkurrence om fremtidens Ny Østergade-areal i gang, og så skal teams af arkitekter og ingeniører dyste om at lave det bedste forslag.

Men før konkurrencen begynder, får kommunens borgere mulighed for at give deres input til, hvordan der kan skabes en levende, bæredygtig bydel, som hænger sammen med resten af Roskilde.

Byrådet har besluttet de helt overordnede rammer for fremtidens bebyggelse på Ny Østergade-arealet. Det skal være en blandet, bæredygtig bydel med boliger, kontorerhverv, butikker, hotel og caféer. Arkitekturen skal passe til Roskilde og respektere domkirkens særlige status.

Vinderen udpeges inden sommerferien 2016.

Ny Østergade-arealet ved Roskilde Station er cirka tre hektar stort. Arealet skal bruges til maksimalt 100.000 kvm etageareal fordelt på boliger, kontorerhverv, hotel, butikker og restauranter.

REGION SYDDANMARK

NYBORG: Boligforeningen AB Holmegården i Nyborg starter et stort renoveringsprojekt i sommeren 2016, hvor samtlige boliger på Møllervej skal renoveres.

24 Boliger bliver nye tilgængelighedsboliger, og 20 boliger bliver nyrenoverede.

Renoveringen omfatter badeværelse, køkken, gulv og vægge.

HOLSTED: Udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune har besluttet at indstille til byrådet, at lokalplan 269 og et tilhørende tillæg til kommuneplanen godkendes endeligt.

Lokalplan og kommuneplantillæg er udarbejdet på baggrund af byrådets ønske om at give mulighed for opførelse af en ny boligbebyggelse ved Vestergade i Holsted Nord. Bebyggelsen skal bestå af parcelhuse på grunde over 400 kvm.

NYBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune godkendte forleden forslag til lokalplan nr. 263 med miljøvurdering og et tilhørende kommuneplantillæg for Campus Nyborg Gymnasium på Skolebakken og et nyt boligområde på Frisengården.

Lokalplanen indeholder tre delområder: Delområde I Nyborg Gymnasium, delområde II Børnehaven Valhalla og delområde III Frisengården, der omdannes til boligområde, hvor der tillige reserveres areal til parkering og ophold.

Lokalplanforslaget forventes fremlagt til høring i perioden fra 1. september til 27. oktober 2015, når det også er blevet godkendt i byrådet.

Lokalplanforslaget muliggør to alternative trafikløsninger, som der i forbindelse med budget 2016 skal afsættes penge til at gennemføre i 2016. Det er en forudsætning for campusdannelsen, at trafikforholdene løses.

REGION MIDTJYLLAND

HOLSTEBRO: Søren Andersen Arkitekter A/S har på vegne af Holstebro Menighedsråd søgt om byggetilladelse til tre mindre tilbygninger til Holstebro Kirke samt restaurering/istandsættelse af kirken. I første omgang er der fremsendt et skitseforslag til Holstebro Kommune for at få en principiel godkendelse af projektet.

Der ansøges om byggetilladelse til tre tilbygninger, som skal rumme blandt andet konfirmandstue, dåbsværelse, øvelokale, toiletter, mødelokaler, depotplads med mere.

Herudover ansøges om tilladelse til restaurering/istandsættelse af forskellige elementer i kirken.

Teknik og Miljø anbefaler projektet og indstiller til Teknisk Udvalgs møde den 25. august, at der gives principiel tilladelse til det ansøgte.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11