Anlægsnyt
HJØRRING: Fortuna Hjørring ønsker at få en brugsretsaftale til arealet syd for den eksisterende kunstgræsbane på Børge Christensensvej, til etablering af egen kunstgræsbane til Fortuna/Dana Cup.
Fortuna ønsker aftalen udformet som en lejeaftale med foreningen Dana Cup som lejer.
Byrådet har godkendt indstillingen under forudsætning af, at der indarbejdes en genforhandlingsklausul med genforhandling første gang efter 15 år.
Dana Cup afholder selv alle udgifter til etablering og drift, herunder oprydning, snerydning, vedligeholdelse, hegn, parkering mv.
I tilknytning til den nye kunstgræsbane etableres der et opvarmningsareal med kunstgræs på ca. 1.000 kvm. Det samlede areal vil herefter udgøre 10-12.000 kvm.
Af helhedsplanen for Park Vendia fremgår placeringen af kunstgræsbanen mellem den eksisterende kunstgræsbane og det nye atletikstadion.
Overskydende muld fra kunstgræsbanen indarbejdes i det voldanlæg, der etableres mod øst - bag kunstgræsbane og atletikstadion.
REGION MIDTJYLLAND
EGERIS: Udvalget for teknik og miljø i Skive Kommune har sagt endeligt nej til en tunnel under Sdr. Boulevard mellem Egeris og Brårup, skriver Skive Folkeblad.
Udvalget har i stedet valgt en løsning, der går ud på at forbedre de eksisterende kryds mellem Sdr. Boulevard og Egerisvej og Sdr. Bollevard og Skyttevej. Den løsning åbner mulighed for sikring af bløde trafikanter flere steder i området inden for en ramme på 3,5 mio. kroner.
Skive Kommune har ellers arbejdet med etablering af en tunnel i nogle år, men høj grundvandsstand under Sdr. Boulevard betyder, at en tunnel ifølge et overslag vil komme til at koste 7,6 mio. kroner.
SKIVE: Udvalget for teknik og miljø i Skive Kommune har sagt god for, at kommunen afsætter yderligere 1,15 mio. kroner til arbejdet med at rive gamle faldefærdige huse ned. Staten betaler 815.000 kroner af beløbet.
På nuværende tidspunkt har Skive Kommune med statsstøtte revet 61 ejendomme ned. Der forventes nedrevet yderligere 15-20 ejendommen inden udgangen af 2015, skriver Skive Folkeblad.
THORSØ: Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune har besluttet at indstille Helhedsplan for Tungelund i Thorsø til endelig vedtagelse i byrådet.
Efter endt offentlig høring af Helhedsplanen for Tungelund i Thorsø skal Byrådet vurdere de indkomne høringssvar og beslutte indholdet i den endelige helhedsplan.
Der er afsat midler i Budget 2015 til etablering af sauna og spa i forbindelse med Tungelundbadet. Derudover er der ikke afsat midler til gennemførelse af de enkelte projekter i helhedsplanen. Som følge heraf er der heller ikke taget stilling til den økonomi, som knytter sig til driften af de enkelte projekter.
Der er flere grunde til, at der udarbejdes en helhedsplan for Tungelund i Thorsø. Først og fremmest har Byrådet i Favrskov Kommune besluttet at igangsætte gennemførelsen af en planlægningsproces for Thorsø med særlig fokus på Tungelund omkring skolen og aktivitetscentret. I dette område er der samlet en del aktiviteter inden for et forholdsvist lille område. Dette kan give visse udfordringer i forhold til udviklingen af området. Målet med en helhedsplan for Tungelund er blandt andet at give svar på, hvordan de enkelte foreninger og institutioners udviklingsbehov kan placeres i området.
REGION SJÆLLAND
RUDKØBING: Langeland Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til nedrivning af ejendommen på adressen Longelsevej 67, Rudkøbing.
Ejendommen er registreret med en bevaringsværdi på 4, og i henhold til kommuneplanen skal nedrivning af bygninger med en bevaringsværdi på 1, 2, 3 og 4 være offentligt bekendtgjort i fire uger.
Eventuelle indsigelser mod nedrivningen skal fremsendes skriftligt til kommunen inden den 16. september.
REGION HOVEDSTADEN
HILLERØD: Cyklisterne skal have bedre forhold i Hillerød, hvis det står til den ekspertgruppe, som Hillerød Kommune har nedsat, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Hillerød Kommune har bestilt en rapport, som skal give bud på hvordan det kan gøres. Formålet er at få flere til at handle i bymidten.
Ekspertgruppen, som i øvrigt mener at Hillerød har potentiale som cykelby, foreslår forskellige ændringer.
Blandt andet bør det gøres tilladt at cykle flere steder på gågaden, Østergade bør laves om til cykelgade og skiltningen skal opgraderes, så cyklisterne gøres opmærksom på hvilke muligheder, der allerede er i byen.