23948sdkhjf

En campus for alle talenterne

Dansk Talentakademi i Holstebro har fundet sin arkitekt. Cubo Arkitekter skal designe en campus, der støtter Holstebros kulturelle ambitioner. Nu begynder udbudsprocessen
En enig dommerkomité har valgt arkitekt til opførelsen af Dansk Talentakademis nye campus i Holstebro.

Vinderen er Cubo Arkitekter, der har skabt et campusprojekt med rammer til talentudvikling på højt niveau – og som efter planen skal række ud mod og bidrage til byens liv.

”Det nye campus giver Talentakademiet et stort løft, og samtidig øger det mulighederne for at skabe sammenhæng og synergieffekt mellem de forskellige linjer, vi udbyder. Det giver os endnu bedre forudsætninger for at være med til at præge den kulturelle dagsorden de kommende år”.

Sådan lyder det fra Lars Hansson, der er bestyrelsesformand for Dansk Talent­akademi.

Let forskudt

Cubo Arkitekters vinderprojekt er formet som en kube med nederste del let forskudt, nærmest som hvis man drejede den ene side af en rubiks-terning. Derved bliver den umiddelbart lukkede, kubiske form åbnet mod de omgivende bygninger og byrum. En åbning der også understreges af stueetagens glasfacade.

Indvendigt forskyder rum og etager sig i forhold til hinanden, og understreger dermed samspillet mellem husets mange aktiviteter. Ifølge dommerne er der tale om et hus, der på velfungerende vis evner at flette sine funktioner sammen – såsom multisal, værksteder, opholdsrum og kollegieboliger.

Der skal nu udarbejdes udbudsmateriale på byggeriet og den processen forventes afsluttet før jul.

Holstebros borgmester, Hans Christen Østerby (S), ser på den nye campus med stolthed:

”Et flot moderne hus i byen giver talentfulde unge mulighed for at udfolde sig. Det er jeg stolt over, vi som by kan tilbyde. Kulturen er en rød tråd i byens historie og en del af kommunens dna. Vi ønsker at dyrke talenterne, og når vi samtidigt har gode samarbejdspartnere, som giver økonomisk fundament, er det oplagt, at kommunen går helhjertet ind i projektet med til at skabe nye, gode rammer for kulturens talenter”, siger borgmesteren, der i daglig tale er kendt som H.C. Østerby.

Åbner sig mod byen

- Cubo Arkitekter løser på fornem vis den arkitektoniske udfordring, som campusbyggeriet stiller. Den nye campus får på den ene side den åbenhed, som gør det til et dynamisk, samlingssted, og på den anden side er det også et bosted med kollegier, hvor der skal være plads til ro og privatliv. Ikke mindst er det en vigtig pointe, at campusbygningen åbner sig i retning af byen og derved bliver en naturlig del af bylivet”, siger projektchef Lars Autrup fra Realdania.

Kulturelt flagskib

Også fra Færchfonden håber man at campus vil understøtte fremtidens kulturelle vækstlag:

- Jeg er stolt over at være med til at fastholde Holstebros status som et kulturelt flagskib i Nordvestjylland. Med fondens donation er vi med til at udvikle et sted, hvor vores talenter får plads og mulighed for folde sig ud, siger Rasmus Færch fra Færchfonden.

Dansk Talentakademis elever er typisk mellem 15 og 25 år og fordeler sig på fem linjer: En forfatterlinje, en linje for Musical & Teater, en for Kunst & Design, en musiklinje og en linje for dans.

Når campus ved Sønderbrogade og Helgolandsgade står færdigt i 2017 kan de 150 elever indtage 1.820 nyopførte kvm. Første spadestik er planlagt til februar 2016.

Mange talenter i spil
Campus-konkurrencen blev udskrevet af Holstebro Kommune i samarbejde med Dansk Talentakademi, Færchfonden og Realdania. Dommerkomiteen bestod af repræsentanter fra disse fire organisationer samt to fagdommere, der bistod komitéen i udvælgelsesarbejdet af vinderprojektet.
Arkitektkonkurrencer.dk har været konkurrencerådgiver gennem hele forløbet. Realdania og Færchfonden støtter byggeriet med i alt 40 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109