Japans OL-værter skærer budget med 13 mia. kroner
Japans droppede OL-stadion og andre besparelser skærer 13,5 mia. kroner af OL-omkostningerne i 2020
Japanerne droppede tidligere på måneden sit olympiske stadion, som ville være blevet det dyreste stadion i verden.
Sammen med andre besparelser betyder det, at japanerne har skåret 13,5 mia. kroner i sit samlede budget.
Det fortæller præsident for den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, på et pressemøde onsdag efter, at IOC og OL-arrangørerne havde haft møde for at drøfte ændringerne. Mødet holdt de i forbindelse med en kongres i Kuala Lumpur i Malaysia.
”Det har ikke været nogen nem beslutning for den japanske regering, men vi respekterer og forstår fuldt og helt, at i tider som disse, har man ikke lyst til at bygge verdens største stadion, siger Thomas Bach.
Nyt regelsæt er vedtaget
IOC vedtog for syv måneder siden et nyt regelsæt, som skal gøre det billigere at arrangere OL. De japanske besparelser er lavet siden da.
Byggeriet af det nye olympiske stadion vil begynde efter nytår, og ifølge Thomas Bach vil IOC fra start følge med på sidelinjen for hele tiden at sikre, at det nye stadion trods besparelser stadig bliver i topklasse.
De japanske OL-arrangører forventer at bruge i omegnen af 2,8 mia. dollar eller 19 mia. kroner. Til sammenligning brugte værterne i London for tre år siden rundt regnet 122 mia. kroner.
”Vi skal have det bedste af det bedste for sportsfolk og fans. Og det er jeg sikker på, at vi vil får”, siger IOC-chefen torsdag.
/ritzau/