23948sdkhjf

Hylkedalsbroen indhylles i ny isolering

Hylkedalsbroen vest for Kolding står foran en omisolering for at beskytte den bærende betonkonstruktion, og Munck Asfalt er blevet udpeget til at stå for arbejdet
Tidens tand har sat sine spor på Hylkedalsbroen på den Jyske Motorvej E45 vest for Kolding, og derfor skal broen nu omisoleres. Arbejdet, som Munck Asfalt skal stå i spidsen for, indebærer, at den eksisterende belægning fjernes helt ned til betonen og opbygges på ny, så man beskytter broens bærende betonkonstruktion, oplyser Vejdirektoratets fagprojektleder, Kirsten Riis.

"Hylkedalsbroen er desværre ved at være godt slidt, så det er nødvendigt med en helt ny belægning for, at broen skal kunne holde mange år endnu," siger hun i en pressemeddelelse og påpeger over for Licitationen – Byggeriets Dagblad, at Munck Asfalt vandt entreprisen i forbindelse med det store vedligeholdelsesudbud sidste år.

”Entreprisen ligger på godt 12 mio. kroner i entreprisesum”, fortsætter hun og betegner arbejdet på broen som en af de større renoveringsopgaver.

Snarlig påbegyndelse

I slut juli/start august går Munck Asfalt i gang med det forberedende arbejde, der udføres i nødspor på trafiksvage tidspunkter og betyder, at den ene af de to vognbaner vil være afspærret lokalt på en strækning omkring broen.

Fra den 9. august om aftenen går arbejdet i gang for alvor og medfører for trafikanterne på E45 en hastighedsbegrænsning på 80 km i timen.

I første omgang er det det nordgående spor på broen, som bliver spærret, og trafikanterne bliver derfor ført over i det sydgående spor, hvor trafikken vil køre i begge retninger. Der vil desuden være en indsnævring af de to vognbaner til henholdsvis 2,6 meter og tre meter i hver retning, lyder det.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125